Radikale Venstre fylder 110 år: Her er partiets op- og nedture

De Radikale kan i dag fejre 110-års jubilæum, og selvom meningsmålingerne har været bedre end nu, så står formand Morten Østergaard og resten af partiet med ministerposter og en magtfuld position i dansk politik – en position, der fra midten af det politiske landsskab har givet partiet indflydelse det meste af dets levetid på trods af, at det aldrig har kunnet blande sig med de største partier rent mandatmæssigt.

Men som tungen på vægtskålen har Radikale Venstre ofte haft stor politisk magt, og Kaare R. Skou, tidligere politisk redaktør på TV 2, giver her sit bud på de vigtigste op- og nedture i partiets historie, siden det blev dannet i 1905.

De Radikales første statsminister

- Første højdepunkt er da Zahle danner regering i 1909, siger Kaare R. Skou til TV 2.

C. Th. Zahle var medstifter af partiet og blev De Radikales første statsminister (før 1918 tituleret konseilspræsident, red.). Zahles regeringstid varede dog ikke mere end syv måneder, hvor han måtte gå af efter et dårligt valgresultat, men i 1913 genvandt han posten på et folketingsflertal med Socialdemokraterne.

Storhedsperioden: ’Den mest intelligente regering nogensinde’

C. Th. Zahles anden periode som statsminister varede helt til 1920, og den bliver set som en af Radikale Venstres storhedsperioder, fortæller Kaare R. Skou.

- Dengang sagde de, at det var den mest intelligente regering, Danmark nogensinde har haft, og det er ikke engang løgn, når man ser på ministrenes kompetencer, de var alle sammen veluddannede.

Regeringen klarede sig succesfuldt igennem Første Verdenskrig ved at holde Danmark neutral i forhold til krigen, mens partiet ikke kan tage æren for indførslen af kvinder valgret i 1915, da der var stor enighed i folketinget på det område, forklarer Kaare R. Skou.

Scavenius og Anden Verdenskrig

Det tredje punkt i De Radikales historie, som Kaare R. Skou fremhæver, er partiets rolle under Anden Verdenskrig. Her førte partiet en samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, som nogen ser som god og pragmatisk politik, mens andre har kritiseret perioden og særligt De Radikales udenrigsminister Erik Scavenius, statsminister fra 1942 til 1943, for at være en sort plet i danmarkshistorien med en for positiv tilgang til besættelsen.

For Kaare R. Skou er der dog ingen tvivl om, at samarbejdspolitikken bar Danmark helskindet igennem krigen, og at det er et højdepunkt, selvom det måske er en kontroversiel holdning:

- Scavenius har fået meget, synes jeg, uberettiget kritik, som er skudt langt over målet.

At fornuften i samarbejdspolitikken er en omdiskuteret sag beviste daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2008, da han talte ved Venstre Ungdoms 100 års jubilæum. Her kritiserede han tilpasningspolitikken og henviste til, at Scavenius’ ånd var dukket op efter bombningen af den danske ambassade i Pakistan:

Velfærdsstaten etableres

Kaare R. Skou fremhæver tiden under Socialdemokraternes statsminister H.C. Hansen (1955-1960) som endnu en storhedstid for Radikale Venstre, hvor Bertel Dalgaard og Jørgen Jørgensen konsoliderede partiets centrale placering på den politiske arena.

- Der skete ikke noget i den periode, hvis ikke der var støtte fra De Radikale, siger Kaare R. Skou og tilføjer, at denne periode lagde fundamentet for opbygningen af det danske velfærdssamfund.

Hilmar Baunsgaard som statsminister

Hilmar Baunsgaard blev i februar 1968 ny statsminister i Danmark efter at have fordoblet partiets mandater, men hans regeringsperiode varede ikke længere end til 11. oktober 1971.

- De Radikale vil nok selv mene, at det var et højdepunkt i partiets historie, da Hilmar Baunsgaard blev statsminister, men det var ikke nogen stor succes, siger Kaare R. Skou og vurderer den nærmere til at være det modsatte:

- Vi har aldrig haft en regering, hvor skatten er steget så hurtigt, som det skete under Hilmar Baunsgaards tid som statsminister. Der var overhovedet ikke styr på økonomien.

Nedtur i 70'erne

Udover at Hilmar Baunsgaard ikke havde styr på Danmarks økonomi, så fejlede han også ved, at det aldrig lykkedes ham at fange tidsånden omkring ungdomsoprøret, forklarer Kaare R. Skou.

Ifølge Skou var det sigende for hele partiet, og det er en af to grunde til, at Radikale Venstre i halvfjerdserne måtte sluge tre dårlige valgresultater i træk. Den anden var holdningen til fællesmarkedet og EF (det daværende EU, red.):

- De Radikalet var dybt splittet i forhold til, om Danmark skulle tilslutte sig fællesmarkedet, og partiet var delt i to halvdele, fortæller Kaare R. Skou.

Fodnotepolitikken

For De Radikale vil det også blive set som en succes, at de var med til forme fodnotepolitikken, der er betegnelsen politikken i dansk udenrigspolitik fra 1982 til 1988, hvor Danmark tog forbehold i NATO for en række beslutninger, siger Kaare R. Skou. Fodnotepolitikken var et omstridt indenrigspolitisk emne, da den blev gennemført af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal uden om periodens borgerlige regeringer. Forbeholdene blev derefter flettet ind i NATO-bestemmelserne som fodnoter, deraf navnet.

- Det var radikalt hjerteblod, forklarer Kaare R. Skou, og det var da heller ikke sikkerhedspolitik, men den økonomiske politik, som daværende R-leder Niels Helveg Petersen fremhævede, da han forklarede pressen, hvorfor partiet støttede Poul Schlüter som dansk statsminister:

Nyere tid - tilbage til magten

Efter at have været oppositionsparti siden VKO-partierne fik magten i 2001, lykkedes det i 2011 Radikale Venstre at erobre regeringskontorerne tilbage i samarbejde med Socialdemokraterne og SF. I mindst takket være et flot valg til De Radikale, hvis seneste optur dog startede flere år i forvejen, siger Kaare R. Skou:

- Det lykkedes Jelved og Vestager at styrke partiet under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen regeringsperiode, hvilket gjorde, at de stod i en magtfuld position, da Thornings regeringsgrundlag efterfølgende skulle laves.

Ved valget i februar 2005 partiet 17 mandater, det bedste resultat i 32 år, og året efter valgte Radikale Venstre at pege på sin gruppeformand, Marianne Jelved, som partiets statsministerkandidat. Det var dog ikke nogen succes hos vælgerne og startede i stedet en mindre nedtur, som dog blev overvundet, da Margrethe Vestager satte sig i formandsposten og fraveg kravet.

Under Vestagers tid som formand forsøgte hun at gøre op med blokpolitikken – i hvert fald udad til og det var da også hendes første kommentar til det flotte valgresultat i 2011.

Se Margrethe Vestagers tale på valgaftenen i 2011 i videoen over artiklen – og hør i videoen herunder Marianne Jelved forklare, hvorfor hun er statsministerkandidat: