DF støtter hjemsendelse af somaliere

Dansk Folkeparti hilser det velkommen, at fire afviste somaliske asylansøgere er sendt hjem. Det er første gang i flere år, at Danmark tvangsudsender afviste somaliere, skriver Information.

- Det er godt, at der er slået hul igennem til Somalia. Det har vi ønsket igennem længere tid, og vi har i det hele taget presset på for, at der kom flere hjemsendelser, siger DF's udlændingeordfører Martin Henriksen i en skriftlig kommentar.

Ved nytår ventede 249 afviste somaliske asylsøgere på at blive sendt hjem, skriver Rigspolitiet i sin udsendelsesrapport.

Efter den bedre sikkerhedssituation i Somalia og dannelsen af en somalisk regering blev der i 2014 arbejdet på at gøre det muligt at tvangsudsende til Somalia, hedder det i Rigspolitiets redegørelse.

I alt 599 afviste asylansøgere blev sendt hjem, viser Rigspolitiets udsendelsesredegørelse. Det er det tredjehøjeste antal udsendelser i de seneste 10 år.

- Desværre kan vi se, at det samlede antal, der blev hjemsendt i 2014 er faldet i forhold til året før, siger Martin Henriksen.

- Og så kommer vi ikke udenom, at når der kommer så mange asylansøgere til Danmark, så er der dels flere, der får ophold, men dels også flere, som venter på at blive sendt hjem.

I september 2014 meddelte de somaliske myndigheder, at man vil modtage egne statsborgere. Det skete ved et møde i Mogadishu med folk fra Justitsministeriet og den danske ambassade i Nairobi.

I oktober 2014 fik Justitsministeriet en såkaldt principiel accept til at sende fem personer hjem - med mulighed for flere, skriver Rigspolitiet.

Selv om Dansk Folkeparti håber, at den danske regering begrænser tilstrømningen, er det godt, at nogle hjemsendes, mener Martin Henriksen.

- Men jeg synes nu, at regeringen strammer den, hvis den bruger hjemsendelsen af fire somaliere til at fremstå som nogen, der vil en masse på asylområdet. Men alle skridt, også de små, anerkender vi, siger Martin Henriksen.