Valg i september? SF lurer på Johannes stemmer

Uret tikker for Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslistens årsmøde 5-7. juni er de facto deadline, hvis partiets absolutte frontfigur skal stå på stemmesedlen ved næste valg. Udskriver statsminister Helle Thorning-Schmidt valg efter sommerferien, bliver det på grund af listens spegede regler om rotation uden Schmidt-Nielsen.

Dette scenarie vil efterlade en større stemmesværm uden mulighed for at gentage deres kryds. Og disse stemmer kigger man sultent efter i SF.    

Ved valget i 2011 sugede Johanne Schmidt-Nielsen 47.002 stemmer ud af den københavnske vælgermasse, en præstation, som gav hende det næsthøjeste antal personlige stemmer. Kun overgået af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Og med 13.428 stemmer ned til Thorning.

Johanne Schmidt-Nielsens exit vil levne mere plads i stemmeboksen til SF’s leder Pia Olsen Dyhr, som ligeledes stiller op i København, lyder analysen i visse kadre af det revitaliserede socialistiske folkeparti.

Simpelthen fordi en del af disse stemmer sidder løst og er fikserede til en populær person snarere end ideologisk funderede.

Og efter regeringskrakket og SF’s tilbagevenden til den klassiske venstrefløjsposition har Pia Olsen-Dyhr skrumpet Enhedslistens manøvrerum til venstre for midten.

Det er også i dette lys, at den relative dårlige stemning på de indre linjer de to partier imellem skal ses. Man slås igen om de samme vælgere.

For Enhedslisten vil et valg efter sommerferien formueretlig betyde, at retsordfører Pernille Skipper - som partiets mest sandsynlige fremtidige ankerkvinde - vil blive forsøgt overtalt til at se visdommen i at flytte kreds fra Fyn til København for at holde skansen i kampen om hovedstaden.

For SF vil et valg til september dog ikke være helt uproblematisk. Det vil gøre det noget lettere for S-R-regeringen at afmontere SF’s substantielle krumtap under valget – kravet om en varig dagpengeløsning.

Regeringen vil efter sommerferien kunne henvise til at SF slår koldt vand i blodet, fordi der afhængig af datoen kun være få uger til at dagpengekommissionen barsler. 

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter