Om ’Godhedsindustrien’, dæmonisering og små sko

Så kom den igen: ’Godhedsindustrien’ blev der hvæset ud, mellem sammenbidte tænder så spyttet føg. Jeg hørte det endnu en gang i en debat forleden om udviklingsbistand og nødhjælp. Fra blå politikere, der åbenlyst har dårlig samvittighed over deres egen egoistiske politik. Når solidariteten ryger, skal man jo finde et eller andet, der gør, at man kan holde ud at se sig selv i spejlet. Og metoden er velkendt: man kan jo altid miskreditere de andre.

I dette tilfælde er ’de andre’ så gode folk og organisationer, der hver eneste dag knokler for at skabe en bedre verden. For at redde liv, førlighed og fremtid for mennesker i nød. Når en dansk nødhjælpsarbejder kysser familien farvel og drager til Nepal for at hjælpe, så er han en del af ’godhedsindustrien’.

Væk er anstændige og menneskelige refleksioner over, at hans familie ikke aner, hvornår han kommer tilbage, at de håber på livstegn via skype, men også ved, at der i værste fald slet ikke kommer livstegn. At de ikke ved, hvornår han kommer tilbage. At datterens konfirmation og moster Odas 90 års fødselsdag muligvis må holdes uden ham, fordi han har travlt med at hjælpe. Og så naturligvis, at han formentlig tjener en helt almindelig løn, der sikkert ikke kan måle sig med, hvad han kunne tjene, hvis han brugte sine logistiske færdigheder i dansk erhvervsliv med at få transporteret svinekroppe eller reservedele fra Varde til Flensborg. Men han vælger noget andet. Han vælger at bruge sit liv og sine evner på at hjælpe andre. Og så skal han oven i købet høre den slags nedladende bemærkninger.

I begrebet godhedsindustrien ligger nemlig også, at det er en industri, man tjener penge på. Pludselig er det at tjene penge noget odiøst. Havde man virkelig forestillet sig, at vores fiktive nødhjælpsarbejder skulle arbejde gratis? At han skulle bijobbe, når han kommer hjem og har vasket blod og støv fra murbrokkerne af sig? At han skulle tage nogle vagter nede på tanken for at kunne forsørge sig selv og familien – og så tage til Nepal i sin fritid?

Ikke for det – der er masser af frivillige, der uden at få en øre for det, bidrager til den såkaldte godhedsindustri. Se bare de mange genbrugsbutikker rundt omkring i landet. Genbrugsbutikker, der har det ene formål at rejse penge til verdens nødlidende. Og altså genbrugsbutikker, der drives af frivillige og ulønnede ildsjæle. De bliver så lige glemt, når man har travlt med at dæmonisere alt det gode.

Vi har alle sammen vores fordomme, og jeg har bestemt også mine. Jeg opfatter mennesker, som finder behov for at bruge det nedladende udtryk, som små mennesker i små sko. Mennesker, der elsker deres velstand og rigdom så meget, at de nidkært vogter over Ipads og udekøkken og smækker døren i, når en fodformet indsamler ringer på og beder om et bidrag til verdens fattige. Mennesker, der er så bange for at miste noget, at man må formode, at de har et barndomstraume, hvor nogle slemme knægte stjal deres madkasse. Men samtidig også mennesker med så meget samvittighed, at de godt ved, at det ikke er klædeligt. At de godt ved, at det ville være både generøst og rimeligt, hvis de delte bare en lille smule af deres rigdom. Det er jo derfor, de har behovet for at nedgøre.

Men hvis man tager en rask lille søgning på Google, så tegner der sig et bredere billede. Også politisk. Udtrykket ’godhedsindustri’ bruges ikke kun af det yderste højre. Folk, der kalder sig patrioter og bidrager til tvivlsomme tidsskrifter som ’Danskeren’. Forventeligt er det, at fremtrædende politikere fra Dansk Folkeparti dukker op i søgningen. Lidt mere overraskende er det måske, at begrebet åbenbart har fundet fodfæste helt ind i Venstres folketingsgruppe.

Og så alligevel – måske ikke så overraskende. For Venstre vil jo skære – sammen med de andre i blå blok. Skære på hjælpen til verdens fattige. Det må være et ufattelig vanskeligt projekt at leve med, når vi nu ved, at verden står med enorme flygtningestrømme. Når nærområderne skriger efter bistand. Når flygtninge drukner i Middelhavet og fattige i Nepal begraves under murbrokker. Så må det være smerteligt for ordentlige mennesker at skulle forsvare en politik, der skærer i hjælpen. For at holde ryggen rank, må man opfinde et skræmmebillede. Og det er så ’godhedsindustrien’. Føj.