Kend deres tricks: Sådan snyder politikerne sig udenom
Vi danskere har stadig mindre og mindre tillid til de folkevalgte politikere, viser et notat fra tænketanken Kraka
I 2002 sagde 35 procent af de adspurgte danskere, at de havde høj tillid til politikerne - i 2012 var det tal faldet til 26 procent - altså rundt regnet en ud af fire.
Ifølge flere eksperter, så er det i stor grad politikernes egen skyld. De vrøvler og svarer udenom på spørgsmål, lyder det.
Forfatterne Christian Kock og Magnus Boding Hansen arbejder lige nu på at færdiggøre bogen ’De Lytter Ikke”, der netop omhandler politikernes evne til at tale udenom, når de bliver afkrævet et svar.
Her kommer de med en række bud på, hvilke tricks politikerne bruger for at snakke udenom. Helt overordnet kan Udenomssnakkens tricks samles i to hovedkategorier: De svarer slet ikke, og De svarer udenom.
De svarer slet ikke handler om, at politikeren ikke engang forsøger at give et svar på det stillede spørgsmål – måske, fordi de finder at spørgsmålet er dårligt eller forkert stillet eller umuligt at svare på.
Ofte ser vi, at politikere kniber uden om hypotetiske spørgsmål. ”Spørgsmålet går jo på ”hvad gør du så?”, men ”svaret” består gerne i at politikeren kommenterer ”hvis”-sætningen i stedet - f.eks. ved at benægte, at den kan blive aktuel.
Man kan også angribe eller kritisere det rejste spørgsmål eller kritikpunkt direkte. Ideen er, at sådan et spørgsmål slet ikke burde stilles. Man får dog sjældent at vide hvorfor.
Især når en politiker stilles overfor et kritikpunkt eller modargument, der kommer fra politiske modstandere, består ikke-svaret ofte i, at man i stedet spekulerer i, hvilke underlødige motiver disse modstandere kan have til at komme med den slags.
Ikke-svaret kan også bestå i, at man angriber diskussionspartneren for at mene noget andet, end de har gjort før, eller noget andet end deres partifæller mener, eller lignende - kort sagt hævder man, at de er skyldige i en art selvmodsigelse. Så kan man måske undgå at svare på det, de faktisk siger.
Så er der hovedkategorien De svarer udenom. Alle tricksene i denne kategori har det til fælles, at de til en vis grad besvarer eller berører spørgsmålet – men de glider uden om kernen i det. De taler i stedet om noget, der har lidt med spørgsmålets emne at gøre – noget, som ligner eller er forbundet med det på en eller anden måde, men som alligevel ikke er det der blev spurgt om.
En af de hyppigste typer af disse udenomssvar minder om ikke-svarene: Den består i, at man svarer på et spørgsmål eller kritikpunkt, som man selv har konstrueret, og som ligner lidt - men som ikke er blevet fremført - blot for derefter at feje det af banen. Det kaldes også at lave en stråmand – dvs. et selvlavet, falsk billede af, hvad éns modstandere mener.
En interessant variant der minder om stråmands-svar, er, at man omfortolker det kritikpunkt, man konfronteres med, så det for eksempler kan opfattes som værende ros og ikke ris.
En stor gruppe af udenomssvar er dem, hvor politikeren foretager en forskydning af emnet for spørgsmålet. Man kan forskyde i flere retninger. Hvis et spørgsmål f.eks. lyder: ”Hvad vil jeres parti gøre ved problemet X?”, så kan forskydningen for det første bestå i, at man snakker hvad om, hvad éns parti har gjort ved problemet X (frem for hvad man vil gøre). Det er et eksempel på en tidsforskydning.
Nært beslægtet med forskydninger er udenomssvar, der glider af ved hjælp af vage betegnelser og begreber, som man ikke kan få greb om.
I det hele taget er vaghed og ukonkrethed nogle af den udenomssvarende politikers bedste venner. Det er f.eks. meget almindeligt at angribe bestemte holdninger og tendenser i samfundet - men når det gælder om at konkretisere, hvad disse forkastelige holdninger præcis består i, og især hvem der egentlig har dem, så viser det sig gerne, at man ikke kan sige det - der var tale om adresseløs kritik.