Thorning: Jeg gengav bare de oplysninger, jeg fik

Det står stadig hen i det uvisse, hvem der afgav urigtige oplysninger om politiets bevogtning af den jødiske synagoge i Krystalgade i det indre København under terrorangrebene i februar. Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fik at vide, at bevogtningen blev etableret umiddelbart efter angrebet ved Krudttønden på Østerbro.

- Jeg gengav bare de oplysninger og det billede vi havde fået i dagene efter terrorangrebet. Hvorfor skulle jeg gøre andet, siger Helle Thorning-Schmidt, da TV 2 møder hende i Nyborg.

Først i forbindelse med offentliggørelsen af redegørelsen om politiets indsats under terrorangrebet gik det op for statsministeren, at hun ikke var blevet korrekt informeret.

Var det fra politiet, du havde fået det indtryk?

- Jeg vil ikke gå nærmere ind i det, men det er klart, at når jeg går til et pressemøde, så forbereder jeg mig selvfølgelig og får oplysninger af folk, der kender mere til det end jeg gør, siger Helle Thorning-Schmidt med reference til et pressemøde for internationale journalister, hvor hun netop fortalte, at bevogtningen var etableret umiddelbart.

Det vigtigste er ifølge statsministeren, at der nu er kastet lys over sagen i form af rapporten.

- Det vigtige i den her sag er jo, at der nu er lavet en stor redegørelse for hele forløbet. Der er peget på nogle områder, vi skal lære af, blandt andet, at vi skulle have været hurtigere ved synagogen, siger statsministeren. 

Statsministeren afviser i øvrigt at kommentere på sammenhængen mellem fremlæggelsen af terrorredegørelsen og PET-chef Jens Madsens fratrædelse. 

- Jeg har ingen kommentarer til ansættelser i Justitsministeriet, siger hun. 

Både statsministeren og justitsministeren er kaldt i samråd i sagen. Datoen for dette er endnu ikke fastlagt. 

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter