Præsidiet kritiserer Corydon: Sad på oplysninger i DONG-sag

Finansminister Bjarne Corydon (S) får drøje hug fra Folketingets Præsidium i sagen om salget af 19 procent af aktierne i det det statslige energiselskab DONG. 

Folketinget fik alt for få oplysninger i processen, lyder kritikken i et svar til Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der den 27. april klagede til præsidiet. Helt konkret fik finansudvalget ikke forelagt de andre bud på DONG, der måtte være indkommet. 

- Præsidiet finder det utilfredsstillende, hvis en almindelig mistro til folketingsmedlemmers evne eller vilje til at iagttage fortrolighed generelt fører til en uvilje i regeringen og forvaltningen mod at give medlemmerne adgang til fotrolige oplysninger, hedder det blandt andet i brevet fra præsidiet.

Folketingets øverste ledelse vil dog ikke forlange, at Bjarne Corydon udleverer dokumenter i sagen, men finansministeren burde have været mere meddelsom. Folketingsmedlemmerne kunne eventuelt have set buddene ved personligt gennenmsyn for derved at sikre, at de ikke blev videregivet til en bredere kreds. 

Fremover skal det "sikres, at bekymringer om varetagelse af fortrolighed ikke kommer til at hindre videregivelse af oplysninger til Folketinget", hedder det i brevet.