Tilsyn kræver Anker Boyes mobilregning frem i lyset

Det holder ikke, at Odense Kommune ikke vil give aktindsigt i borgmester Anker Boyes (S) tårnhøje telefonregning.

Det mener Tilsynet under Statsforvaltningen, der holder øje med om kommunerne holder sig inden for loven. Tilsynet har bedt kommunen åbne sagen igen og tage fornyet stilling til de henvendelser om aktindsigt, de har fået fra TV 2, TV 2/Fyn og Fyens Stiftstidende.

- Jeg vil sikre, at den fornyede behandling af sagen vil ske hurtigt og i løbet af en uges tid, siger Stefan Birkebjerg Andersen til Fyens Stiftstidende.

Kostede en næse

Tilbage i efteråret klagede de tre medier over den manglende aktindsigt i sagen, der strækker sig tilbage til en ferie i Tyrkiet i 2011. Her lykkedes det Anker Boye at bruge næsten en kvart million kroner på blandt andet dataroaming. Selv har Anker Boye over for Fyens Stiftstidende forklaret, at han så meget tv på mobilen på ferien, fordi rejsen fandt sted i dagene efter daværende rådmand Jan Boyes (K) pludselige og fatale sygdom.

I et interview med Fyens Stiftstidende i efteråret erkendte Anker Boye sit medansvar i sagen, der kostede ham en næse af byrådet.

- Når der er tale om så store beløb, er jeg tilfreds med, at byrådet har udtalt sig så tydeligt. Jeg har fumlet med noget af det, men står samtidig med mange andre stadig uforstående over for, hvordan noget kunne eksplodere så vildt og voldsomt, siger Anker Boye.

Anker Boye har i øvrigt selv tilbagebetalt 125.000 kroner af regningen.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter