Venstre: Landbrugspakke forslår som plaster på et brækket ben

De danske landmænd tjener ingen penge, og det er derfor, de har svært ved at låne penge i banken. Sådan lyder det fra Venstres næstformand Kristian Jensen efter regeringen og den finansielle sektor har annonceret, at man sammen vil sprøjte 2 milliarder kroner ind i landbruget gennem investeringsfonden Dansk LandbrugsKapital.

- Det er okay, at de kommer med en pakke, men det er en stakket frist, hvis de ikke gør noget reelt ved indtjeningen. Bankerne vil gerne låne penge ud, og de har nærmest kun ét krav, og det er, at de kan få dem igen. Og det kan de jo ikke, hvis landmændene ikke tjener penge hverken nu eller i fremtiden, siger Kristian Jensen.

Han mener derfor, at det er mere presserende at gøre noget konkret for at øge indtjeningen, hvis landbrugets krise skal løses.

Landmændene skal have mulighed for at gøde mere på markerne, så proteinindholdet i kornet bliver højere. Det vil øge indtjeningen på kornet. Så skal kravene for slagtesvin harmoniseres med Tyskland, og der skal laves et generelt nabotjek, hvor der skal ses på om omkostningerne til at drive landbrug er højere i Danmark end i vores nabolande.

Kristian Jensens holdning til regeringens tiltag ligger godt i tråd med landbrugets egen udmelding om investeringsfonden. For her mener man heller ikke, at de 2 milliarder kroner i Dansk Landbrugskapital, er stærk nok medicin til at afhjælpe sektorens udfordringer.

- Vi har brug for nogle lempelser de steder, hvor vi er hårdere reguleret end vores naboer. Der er konkret behov for at kigge på rammevilkårene og se på vores rammevilkår og konkurrencesituation. For det er en helt klar forudsætning for, at vi kan lykkes, siger formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

Helt konkret ønsker Landbrug & Fødevarer, at det skal være slut med danske særregler og ekstraomkostninger, og at miljøregler og afgiftsniveau skal være på niveau med vores nabolande, siger Merrild.

Staten bidrager med en halv milliard kroner til investeringsfonden, der blev præsenteret mandag, mens den finansielle sektor kommer med 1,5 milliarder. Den kapital bør give landbruget mulighed for selv at låne sig op til i alt 10 milliarder kroner, der kan investeres i bedrifterne.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter