Udkanten er det sidste Thorning mangler før valget

Dagens udspil på landbrugsområdet er blot det første i en række af initiativer i den kommende uges tid, som er målrettet udkantsområderne. Det vurderer TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.

- Regeringen vil i denne uge drysse en række forskellige vækstinitiativer ud for på den måde at sætte sig på den politiske dagsorden. Den fremgangsmåde er helt klassisk, fordi den giver maksimal omtale, siger Anders Langballe.

Blandt de initiativer, der kommer, er ifølge Anders Langballe tilskud til færgedriften til små øer, hvilket både gavner beboere, erhvervsliv og turister samt en øget satsning på bredbånd til udkantsområderne.

Når det kommer netop nu, er det i sig selv et tegn på, at valget nærmer sig. Det er ikke rykket tættere på, men heller ikke længere væk, mener Anders Langballe.

- Det er noget af det, der skal fyres af inden Helle Thorning-Schmidt kan udskrive valget. Jeg tror ikke, der er meget mere, der udestår for regeringen, og derfor tror jeg stadig på et valg til juni.

Glade borgmestre

Og at nogle af Helle Thorning-Schmidts sidste skud i bøssen er rettet mod netop Udkantsdanmark er langt fra tilfældigt.

- Vi ved, at Udkantsdanmark bliver et sted, hvor der er noget at slås om. Der ligger en masse Venstre-stemmer derude, fordi mange Venstre-vælgere er frustrerede over Lars Løkke Rasmussen. Det gør kampen om Udkantsdanmark interessant og strategisk vigtig for Socialdemokraterne, siger Anders Langballe.

Men også på de indre linjer vil det gavne Helle Thorning-Schmidt, at hun kort før valget lancerer tiltag, der gavner hendes partifæller på borgmesterkontorerne i provinsen.

- Det er en kendt sag, at S-borgmestrene rundt i landet har efterspurgt at et kommende vækstudspil er målrettet netop udkantsområderne, lyder det fra Anders Langballe.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter