Løkke klar med økonomisk håndsrækning for at hjælpe veteraner

Virksomheder, der ansætter hjemvendte danske soldater, skal have en kontant belønning.

Sådan lyder det fra Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen på 70-årsdagen for Danmarks befrielse i 1945.

- Vi har historisk været for dårlige til at tage hånd om vores veteraner. Dem, der i sin tid tog ud den 9. april fra Haderslev kaserne, har vi ikke dekoreret endnu. Det har vi så rettet op på i nyere tid ved at lave en veteranpolitik og i det hele taget gjort en del. Men mere kan godt gøres, siger Venstre-formanden, der blandt andet peger på indsatsen for at få hjemvendte soldater tilbage på det civile arbejdsmarked:

- Vi har haft omkring 30.000 danske soldater, der har været udsendt til Balkan-krigene, til Irak, til Afghanistan. Og en del kommer jo hjem med ar på krop og sjæl. Mange finder vej ind i civilsamfundet igen, men der er en gruppe – jeg tror den sidste undersøgelse viste 1 af 5 – som har svært ved at finde fodfæste i civilsamfundet. Og der tror vi, at det kunne være en god ide, at give vores virksomheder en ansporing til at løfte det ansvar, som er vores allesammens – nemlig at dem, der har kæmpet for vores frihed ude, dem håndterer vi også på fornem vis, når de kommer hjem.

Mellem 25.000 – 75.000 kroner

Lars Løkke Rasmussen understreger, at han endnu ikke har lagt sig fast på det præcise beløb, virksomheder skal belønnes med.

- Hvis man skal sammenligne det med noget, så gav vi historisk set virksomhederne en præmie på 75.000 kroner for at skaffe en praktikplads. I dag har vi også et system med nogle af dem, der har været i nyttejobs, hvor vi giver en håndsrækning til virksomhederne på 25.000. Så det er nok i det leje – altså mellem 25.000 og 75.000 kroner, siger Venstre-formanden og fortsætter:

- Nok så meget jo for at sende det signal til virksomhederne, at de unge mænd og kvinder, der har kæmpet for Danmarks frihed i udlandet, dem har vi et fælles ansvar for at lukke ind i samfundet igen bagefter.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter