Kun få flygtninge er klar til et job
Både rød og blå blok vil have flygtningene til at arbejde mere for pengene, men kun en lille del af dem er af kommunernes socialrådgivere vurderet til at være i stand til at varetage et job, skriver Jyllands-Posten mandag på baggrund af de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriets database, jobindsats.dk.
Af de 9.132 personer, der er på kontanthjælp og i gang med det treårige integrationsprogram i kommunerne, er 246 personer - tre procent - kategoriseret som jobparate.
Blandt de resterende er langt den største gruppe - 88 procent - såkaldt aktivitetsparate, hvilket vil sige, at de har andre problemer end arbejdsløshed, for eksempel lider en del af posttraumatisk stress, PTSD.
Endelig er der 814 personer - ni procent - hvis status er uoplyst.
Ø: Regeringen må ændre opfattelse
I sidste uge fremlagde regeringen sit lovforslag på integrationsområdet med et minimumskrav om, at flygtninge og familiesammenførte skal arbejde 10 timer om ugen i eksempelvis virksomhedspraktik.
Men de nye tal viser, at både regeringen og højrefløjen har nogle helt urealistiske forventninger til muligheden for at få flygtninge ind på arbejdsmarkedet, mener Enhedslistens socialordfører, siger Finn Sørensen.
- Regeringen må ændre opfattelse af, hvad der virker i forhold til det store flertal af flygtningene. De har brug for en helhedsorienteret social og sundhedsmæssig indsats, ikke mindst psykologisk bistand. Traumer kurerer man ikke ved at presse syge mennesker til at arbejde, siger han til TV 2
V vil stadig have flere krav
Venstre kaldte regeringens forslag for uambitiøst og krævede en 37 timers arbejdsuge til flygtningene. Partiets integrationsordfører Martin Geertsen mener, at regeringen har oversolgt sin integrationsplan.
- Den kommer ikke til at omfatte så mange mennesker, som regeringen har givet indtryk af. Jeg tror ikke man bliver mindre traumatiseret af ikke at lave noget her i landet. Så derfor skal vi have udvidet antallet af flygtninge, vi stiller krav til, siger Martin Geertsen til TV 2.
- En politisk varm kartoffel
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) understreger, at partiet hverken enige med Venstre eller regeringen i sagen.
- De konkurrerer begge om at stille krav til de mange flygtninge, som kommer til landet. Men det er slet ikke det, der er opgaven. Opgaven er at sørge for, at de slet ikke kommer, eller hvert fald sikre, at der kommer færre, siger Martin Henriksen til TV 2.
Socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, mener, at politikerne skaber et urealistisk billede af, hvor mange flygtninge der her og nu kan sættes i sving, og hvor mange timer de kan klare.
- Det er en politisk varm kartoffel, og den vil politikerne gerne fjerne med et snuptag, men sådan er virkeligheden ikke. Vi taler i mange tilfælde om mennesker, der er dybt traumatiserede, siger Majbrit Berlau til Jyllands-Posten.