Efter løfte om kapital: Landbruget vil have mere

Regeringen og den finansielle sektor bidrager sammenlagt med 2 milliarder kroner til dansk landbrug gennem investeringsfonden Dansk LandbrugsKapital. Det annoncerede erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) mandag.

Men det er langt fra alt, hvad landbruget har brug for, siger formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

- Vi har brug for nogle lempelser de steder, hvor vi er hårdere reguleret end vores naboer. Der er konkret behov for at kigge på vores rammevilkår og konkurrencesituation. For det er en helt klar forudsætning for, at vi kan lykkes, siger han.

Helt konkret ønsker Landbrug & Fødevarer, at det skal være slut med danske særregler og ekstraomkostninger, og at miljøregler og afgifter skal være på niveau med vores nabolande, siger Martin Merrild.

Staten bidrager med en halv milliard kroner til fonden, mens den finansielle sektor kommer med 1,5 milliarder. Den kapital bør give landbruget mulighed for selv at låne sig op til i alt 10 milliarder kroner, der kan investeres i bedrifterne.

Det er en velkommen håndsrækning til de landmænd, der har potentialet og evnerne og gerne vil udvikle deres bedrifter, siger Martin Merrild.

- Der er ingen garanti for at alle landmænd kan fortsætte i den her aftale. Det havde vi heller ikke forventet. Og sådan er det. Men det er sikker kapital til de unge landmænd, der står der ude og gerne vil i gang, siger han og glæder sig over, at aftalen om fonden trods alt viser en anerkendelse af vækstpotentialet i dansk landbrug.

Udover Dansk LandbrugsKapital indeholder pakken til landbruget også lempelser i Finanstilsynets regler for nedskrivninger på rekonstruerede bedrifter, sådan at der tages højde for en lavere gæld efter rekonstruktionen.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter