Kristian Jensen: Gades kandidatur styrker Venstre

Det er en styrkelse af Venstre, at Søren Gade nu har meldt sig som kandidat til folketingsvalget, siger næstformand Kristian Jensen.

- Det er fantastisk. Jeg glæder mig over det. Jeg har set Søren som en god ven siden vi i 1996 konkurrerede om at få pladsen som folketingskandidat i Holstebro, siger Kristian Jensen til TV 2.

Det var i øvrigt en konkurrence Søren Gade vandt. Han var opstillet i Holstebro fra 1995-2010.

- Jeg synes, det er godt for partiet, at Søren stiller op. Han er en dygtig politiker og kan være med til at trække stemmer til Venstre, siger Kristian Jensen.

Under formandsopgøret i Venstre sidste år var det netop Søren Gade, der blev hevet ind som en trussel mod næstformandens opgør med formand Lars Løkke Rasmussen.

Søren Gade bliver opstillet i Nordjyllands Storkreds, hvor også de nuværende folketingsmedlemmer Preben Bang Henriksen og Karsten Lauritzen er opstillede. Preben Bang Henriksen gjorde sig især bemærket sidste sommer, da han som den første trak støtten til Lars Løkke Rasmussen under formandsopgøret.

Dengang sagde han til TV2/Nord, at han trak støtten til formanden på grund af Løkkes mange sager:

- Det er bilagssagen generelt, men i særdeleshed at han ikke har fremlagt dokumentation for tøjkøb og for beskatning af resten. Det ville være særdeles nemt at fremlægge, hvis man havde lyst til det. Men når han alligevel lader være, efterlader det et indtryk i befolkningen af urent trav, mener Preben Bang Henriksen.

Udmeldingen kom dagen inden hovedbestyrelsesmødet i Odense, hvor Løkke endte med at komme ud som sejrsherre.

Den morgen valgte Karsten Lauritzen at gå samme vej som Bang Henriksen og trak også støtten til formanden.

Da Søren Gade stillede op ved valget i 2007 var han den helt storestemmesluger i kredsen i Vestjylland foran blandt andet Kristian Jensen og Inger Støjberg.

I Nordjyllands Storkreds var Karsten Lauritzen Venstres mest populære politiker ved sidste valg, men nu får han altså konkurrence fra den notorisk populære Søren Gade.

Søren Gade - Blå bog

- Søren Gade er født den 27. januar 1963.

- Kandidat for Venstre i Holstebrokredsen fra 1995 til 2010.

- Midlertidigt folketingsmedlem for Venstre i Ringkøbing Amtskreds fra 12. oktober 1999 til 5. november 1999.

- Folketingsmedlem for Venstre i Ringkøbing Amtskreds fra 20. november 2001 til 13. november 2007.

- Folketingsmedlem for Venstre i Vestjyllands Storkreds fra 13. november 2007 til 23. februar 2010.

- Var forsvarsminister fra 24. april 2004 til 23. februar 2010.

- Trak sig som minister og fra Folketinget efter den såkaldte jægerbogs-sag, der blandt andet handler om lækage af fortrolige oplysninger.

- Har været nævnt som mulig borgmesterkandidat i Holstebro, men blev i maj 2012 ansat som administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer. Her fratrådte han i efteråret 2014.

- Søren Gade er uddannet økonom fra Aarhus Universitet i 1990, men startede sin karriere i forsvaret fra 1983 til 1990, hvor han er reserveofficer.

- Har blandt andet arbejdet i Færch Plast, Dansk Supermarked og Cheminova Agro A/S, ligesom han har undervist merkonomer i detailhandelsledelse.

- Valgt ind i folketinget igen i 2015 og har fået posten som gruppeformand

- Er far til to piger.

Personlige stemmetal ved folketingsvalgene

1998: 6824

2001: 8772

2005: 19.161

2007: 23.993

2015: 28.916