Her er kommentatorernes bud på en valgdato

Politiske eksperter står i kø for at gætte på datoen, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskriver valget.

Og mens vi nærmer os en endelig deadline, er de første eksperter efterhånden ude af kampen - senest er David Trads' bud blevet overskredet, da han havde gættet på et forårsvalg udskrevet d. 29. april.

Enige om 9. juni

Og mens der bliver færre og færre datoer at gætte på, så har flere af eksperterne nu samlet deres bud på den samme dato. Blandt andet Hans Engell og TV 2's Anders Langballe, der begge er enige om, at valget bliver 9. juni.

Og 1. maj-talerne har ikke ændret noget for sidstnævnte.

- Efter at have set Helle Thorning-Schmidt (S) på talerstolen i dag, er jeg blevet endnu mere overbevist om, at det bliver 9. juni. Det mener jeg, at hendes udmeldinger om dagpengene tyder meget på, siger han og tilføjer:

- Det er for risikabelt for hende at vente til efter sommer, for hun ved ikke, hvad der sker i løbet af sommerferien, og hun har en masse medvind nu. Desuden er der en række mærkesager, som statsministeren kan bruge til at skyde et valg igang.

Han bakkes op af Hans Engell

- Svaret er jo 9. juni. Der ligger en perlerække af begivenheder som bygger op til statsministeren og den sidste store er jo selvfølgelig en grundlovsdag. 5. juni 2015 er det præcis 100 år siden, at kvinderne fik valgret og det vil sige - hvad ligger bedre? Danmarks første kvindelige statsminister, en grundlovsdag, hun har haft 10 års jubilæum som formand, der har været 1. maj, der har været 4. maj, hvor statsministeren har bestilt taletid i Mindelunden. Kort sagt: Der ligger en hel stribe af begivenheder, der egner sig godt til Helle Thorning-Schmidt, siger Hans Engell.

De sene bud

Troels Mylenberg tror, at Helle Thorning-Schmidt vil sidde perioden ud, inden hun udskriver valg. 

- Jeg tror, statsministeren tænker, at hun kan ligeså godt gå linen ud. Der er bare noget ved at være statsminister. Og jeg tror gerne, at hun vil være det så længe som muligt, siger Troels Mylenberg chefredaktør, Fyns Amts Avis

Han bakkes op af Lars Trier Mogensen, der dog ikke er meget for at efterligne sin kollega på Fyn.

- Jeg ville jo gerne sige 14. september, men jeg tror også, det bliver  8 september, forklarer Lars Trier Mogensen.

Én ting er sikkert: Valget kommer i år – og det skal senest afholdes tirsdag den 15. september. Kommentatorerne har dog mulighed for at ændre deres valgbud undervejs. Det sker i ”Besserwisserne” – se med næste gang fredag kl. 18.10 på TV 2 NEWS.

Se Besserwisserne på TV 2 Play

Prøv quizzen: Test dig selv: Kan du slå Besserwisserne? her

Besserwisserne

De politiske besserwissere står for skud, når TV 2 NEWS’ vært inviterer en række politiske redaktører, analytikere og kommentatorer i studiet for at holde dem op på deres analyser. Gik det, som de forudsagde, eller blev de udsat for kløgtigt spin?

Besserwisserne sendes hver fredag klokken 18.10 på TV 2 NEWS.