Thorning: Dagpengeregler må nytænkes

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) erkender i en mail til socialdemokratiske folketingsmedlemmer, at reglerne for at genoptjene retten til dagpenge ikke fungerer godt nok, hvorfor de skal nytænkes.

Efter mailen blev afsløret i medierne, har Socialdemokraterne lagt teksten op på deres hjemmeside.

- Reglerne for genoptjening fungerer ikke godt nok. Derfor skal genoptjeningsreglerne nytænkes, skriver Helle Thorning-Schmidt i mailen.

Hidtil har Helle Thorning-Schmidt kun meldt ud, at hun afventer dagpengekommissionens forslag til september og erklæret, at et nyt dagpengesystem skal være "bedre" og sikre, at færre falder ud.

I forbindelse med regeringens tiltræden i 2011 tvang De Radikale SF og Socialdemokraterne til at sluge den tidligere VK-regerings dagpengereform, som fik støtte fra Dansk Folkeparti og De Radikale.

Reformen halverede dagpengeperioden fra fire til to år, mens genoptjeningsperioden blev fordoblet fra seks måneder til et år.

Fem punkter

I alt har Thorning fem punkter, som skitserer holdningen til dagpengene:

  • Vi ønsker ikke, at de arbejdsløse skal blive hængende i systemet. Derfor har vi også gennemført en beskæftigelsesreform, der hurtigere får ledige i arbejde. Og den solide vækst som regeringens økonomiske politik skaber er en garant for at der bliver skabt nye job.  
  • Reglerne for genoptjening fungerer ikke godt nok. Derfor skal genoptjeningsreglerne nytænkes.  
  • Lønmodtagerne skal have et incitament til at tage korte ansættelser. Det er uholdbart, hvis det ikke kan betale sig for dagpengemodtagere at tage et job uanset længde.  
  • Vi har de penge, vi har. Vi skal have styr på de offentlige udgifter. Det gælder også udgifterne til dagpenge. Dagpengesystemet må ikke blive dyrere.  
  • Endelig er det vores mål, at vi denne gang får skabt et trygt dagpengesystem. Det skal holde i mange år. Derfor er det vigtigt for os, at der findes en løsning, som et bredt flertal står bag. 

Lanceringen af planen forventes at danne rammen om Thornings tale til 1. maj i Fælledparken fredag.

Radikale: Vi lytter til gode ideer

Den radikale leder Morten Østergaard havde torsdag aften en afmålt reaktion på sin Facebook-profil.

- Vi skal have et nyt og forbedret dagpengesystem, der bidrager til at flere kommer i arbejde. Jeg lytter altid til gode ideer og ser frem til drøftelserne, når regeringen har modtaget dagpengekommissionens anbefalinger. Men iøvrigt fint at statsministeren gentager, at et nyt system ikke må blive dyrere, skriver han.

De radikale bakker op om den reform, der i sin tid gjorde optjeningsperioden længere.

Fakta: Tal for dagpengene

41.000 mennesker har mistet dagpengene siden 2013.

* Cirka 8.000 mennesker har fået arbejde.

* Knap 3.000 er kommet i seniorjob.

* Cirka 6.000 er kommet på kontanthjælp eller uddannelseshjælp.

* Cirka 4.500 er kommet på SU.

* Cirka 3.000 er kommet på Særlig Uddannelsesydelse.

* Cirka 4.000 er kommet på efterløn eller får sygedagpenge.

* Cirka 1.000 mennesker har genoptjent deres ret til dagpenge.

* Tilbage står knap 5.000 mennesker, der hverken er i job eller får nogen ydelser.

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering