Drømmemåling for Thorning: Løkke er helt i bund

Færre end hver femte vælger finder Lars Løkke Rasmussen (V) mere troværdig end Helle Thorning-Schmidt (S).

Sådan lyder resultatet af en ny meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken, som dermed tydeligt illustrerer, hvor hårdt Venstre-formandens troværdighed fortsat er belastet af de personsager, der i løbet af den seneste valgperiode har klæbet til ham.

1.374 repræsentativt udvalgte vælgere er blevet spurgt, hvem af de to statsministerkandidater de finder mest troværdig. 49 procent svarer statsminister Helle Thorning-Schmidt, mens blot 19 procent peger på Løkke. 32 procent ser ikke en forskel i troværdighed mellem de to, mens tre procent svarer ved ikke.

Thorning har dermed øget forspringet siden Megafon sidst målte på de tos troværdighed overfor hinanden. I oktober 2014 lød resultatet på 44-22 i statsministerens favør.

- Det er en drømmemåling for Helle Thorning-Schmidt på det personlige plan. Og den socialdemokratiske forhåbning er selvfølgelig, at de her tal også begynder for alvor at påvirke hvor folk vil sætte deres kryds – og dermed være med til at rykke vælgere på tværs af blokkene, siger Peter Lautrup-Larsen, TV 2s politiske analytiker.

Foreløbigt viser samtlige meningsmålingsinstitutter dog, at der stadig er flertal blandt partierne, der peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

- Og det kan Løkke i høj grad takke Thulesen Dahl for. Vi kan se i målinger, hvor der også bliver spurgt til DF-formandens troværdighed, at han ligger endnu højere end Thorning. Hvis Løkke bliver statsminister igen, er det i høj grad Thulesen Dahls fortjeneste, siger Peter Lautrup-Larsen. 

Støjberg: Han har været en tur igennem mediemøllen

Ifølge Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører, er det de seneste personsager - om Lars Løkke Rasmussens flyture på 1. klasse, og partiets køb af tøj til ham - der er årsagen.  

- Jeg tror, at hele den mediemølle, som vi var igennem sidste forår, har sat sig. Det ville også være mærkeligt, hvis det ikke var sådan. Men jeg må bare sige, at jeg ikke kan genkende den Lars Løkke, som jeg nogle gange læser om i aviserne og ser TV-indslag om. Det er slet ikke den mand, jeg arbejder sammen med på Christiansborg.

Men hvis det billede af Løkke har sat sig hos danskerne; så står han vel også i vejen for Venstres succes?

- Det synes jeg bestemt ikke han gør. Tværtimod har jeg ikke hørt nogle på Christiansborg, der ikke mener, at han er en af de dygtigste politiske håndværkere, der er. Og det må trods alt være det, det hele handler om: Hvilken politik, det er man ønsker at føre, og om man kan få den gennemført, siger Inger Støjberg.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter