Analyse: Valget kommer! Valget kommer!

Der er nerver på! Blandt kandidaterne ude omkring i kredsene i Danmark. Valgrumlen forøges ugentligt i styrke, når først det ene og så det andet parti skyder nye kampagner afsted. Kandidaterne fortæller i stigende grad på Facebook om, hvordan de og deres frivillige er i gang med et væld af aktiviteter, og der vises ofte billeder af kandidaterne på gågader og ved stationer, hvor de flittigt deler ud af blomster og balloner, foldere og slik. En del kandidater undlader heller ikke at gøre opmærksom på, at de bruger mange timer på dør til dør-kampagner, hvor de opsøger folket hjemme, og at brevkasserne ramt af flyers og foldere. Og når en kandidat åbner sin kampagnebutik, bliver det fejret, som var det et supermarked der holdt fødselsdag.

Valgplakaterne udgør næsten et selvstændigt kapitel på de sociale medier. De første så dagens lys for lang tid siden, og det har været en dyd blandt mange kandidater at vise billeder med de trykte og leverede plakater, og klargøringen med klister og strips. Nu hvor rumlen tager til i styrke, vises der billeder af plakater lastet i biler, klar til ophængning. Enkelte plakater er allerede hængt op, som det fremgår af billedet øverst.

Der hviler et kæmpepres på de godt 785 kandidater, som lige nu spændt venter på valgudskrivelsen, og som dermed er pisket til at holde deres valgkampagner tilpas lune til, at de er i stand til at skyde de sidste 20 dages slutspurt af med få timers varsel. Ingen har lyst at komme for sent i gang, og det slider hårdt på kandidaterne, som efterhånden har ført valgkampen i lang tid.

Det eneste, der efterhånden mangler, er den konkrete valgdato, og det siger næsten sig selv, at der dagligt spekuleres på, hvornår valget udskrives.  Alene spekulationerne lægger et ekstra pres på skuldrene af kandidaterne, som hele tiden må forholde sig til mere eller mindre begavede bud på en valgdato.  Spekulationerne om et snarligt valg tog fart allerede i december 2014, og de blev kun forstærket af statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale, der hvilede på temaet Det Danmark Du Kender. Tilmed fik den lille juleleg sit eget hashtag på Twitter, hvor man nu kan følge med og byde ind med mulige dage for det kommende folketingsvalg på #valgdato

Og det er ikke det eneste, der sker på Twitter, hvor man for tiden kan finde 540 kandidater, som tilsammen deler et publikum på mere end 630.000 tweeps. Ja, det viser sig hurtigt, at en pæn del af kandidaterne er inaktive, men stor del af kandidater har alligevel luret, at det kan betale sig at sprede budskabet på Twitter. De rigtig gode kandidater tager sig tilmed tid til at diskutere deres og modstandernes politiske udmeldinger, både med modstandere, journalister og almindelige tweeps, fordi de ved, at der kan skæres en hurtig mediehistorie, hvis de er skarpe nok. Og det er også på Twitter, man kan følge de seneste og hurtigste opdateringer om valgkampen. Enten via hashtagget #dkpol eller på #fv15, der selvsagt står for folketingsvalg 2015.

Valgkamp på Facebook

Der er nok at snakke om på Twitter, men i denne omgang kommer det til at handle om det store felt af kandidater på Facebook, som det begynder at tegne sig, kandidaternes tilslutning af følgere og endelig inaktivitet blandt kandidaterne på Facebook.

Facebook er et enestående medie, som i løbet af få år har forandret det danske medielandskab dramatisk. Facebook har næsten 3.5 millioner brugere, hvilket gør det til det klart største sociale medie i Danmark og danskernes foretrukne platform.

Et særligt kendetegn, som er en af Facebooks styrker, og som gør mediet til superinteressant for politikere, er at brugerne bygger små, eksklusive sociale netværk, hvor man skal acceptere hinanden for at blive en del af netværket, der typisk udgøres af venner, kolleger og familie. For tiden består et netværk på Facebook typisk i omegnen af 220 mennesker, der som oftest minder om hinanden, og hvor man deler livsanskuelser og udsyn, hvad enten det socialt, kulturelt eller politisk.

De små sociale netværk er meget homogene, næsten uanset om der er tale om løse eller tætte forbindelser; vi tænker ens, men vi orienterer os også mod forskellige interesser.  Således kunne man i efteråret 2014 læse i Rasmus Kleis Nielsen og Kim Schrøders rapport, Danskernes brug af digitale medier og nyheder i 2014, at det kun var 15 procent af danskerne, der fulgte en politiker eller et politisk parti på et socialt medie.

Det spiller godt sammen med, at der i de små, homogene netværk er folk blandt vores venner, som orienterer sig politisk, og som påvirker de andre i netværket, når der skal tages politisk stilling. Her kigger man naturligvis på de af ens venner, som er politisk nysgerrige, og hvis præferencer man i øvrigt deler, for at se hvad de tænker. Alt sammen en normal og dagligdags social handling, også uden for det digitale rum.

Og det forhold gør Facebook til et særdeles interessant medie for kandidaterne, eftersom der findes i omegnen af 3.1 million brugere på Facebook, som er udstyret med stemmeret. Derfor er det helt naturligt, at kandidaterne bruger tid og ressourcer på at få nye følgere, sprede deres budskaber, mobilisere aktivister og rekruttere medlemmer på mediet. Det har politikerne gjort i stadigt stigende grad ved de seneste valg, og samtidig er de sociale medier langsomt ved at blive en integreret del af den daglige politiske kommunikation og kultur i Danmark.

Kandidatfeltet på Facebook

Og sådan er det også i denne valgkamp, hvor det efterhånden er det lykkedes mig at finde 717 af de 785 kandidater, der på nuværende tidspunkt er i feltet. Det svarer til næsten 92 procent af kandidaterne, hvilket er fint set i lyset af, at det ved folketingsvalget i 2011 kun var 84 procent af kandidaterne, som anvendte Facebook. Der er altså tale om en pæn stigning af kandidater, der anvender Facebook, og formentlig vil den procentdel blive større, når vi kommer tættere på selve valgdagen.

Det første der taler for det er, at kandidatfeltet langt fra er på plads endnu. Selv i de partier, hvor opstillingen har set ud til at være på plads, er situationen stadig noget flydende: Kandidater springer fra, nye kommer til. Det er formentlig et vilkår, som formentlig vil præge alle partier frem til den dag, hvor de officielle opstillingslister skal offentliggøres, og i det mindste frem til selve valgudskrivelsen.

I en række partier er der en del kredse, hvor man stadig mangler at opstille kandidater. En forklaring er, at man ikke ønsker at opstille flere, men en lige så naturlig forklaring kan være at man ikke er færdig med kandidatprocessen. Eksempelvis pibler det stadig frem med kandidater fra Alternativet, efterhånden som partiet når igennem valg af kandidater i de forskellige kredse og storkredse.

Og så er der Nationalpartiet, som ifølge eget udsagn har krydset grænsen for, hvor mange underskrifter man skal bruge for at være opstillingsberettiget som parti til et folketingsvalg. Men indtil alt er godkendt hos Indenrigsministeriet, er det usikkert, om partiet kan stille op til valget. Bliver Nationalpartiets underskrifter ikke godkendt, har partiets kandidater muligheden for at opstille som kandidater udenfor partierne i det omfang de kan skaffe stillere enkeltvis.

Endelig er der løsgængerne, som lige nu er begrænset til 8, hvor de fleste er gamle kendinge. Ved valget i 2011 var der 20 opstillede løsgængere rundt omkring i Danmark, og jeg forventer at se en stigning i den gruppe, når vi kommer nærmere på valgdagen.  I forhold til de store bevægelser på Facebook får kandidaterne udenfor partierne ikke nogen betydning, som det ser ud lige nu. Derfor er de heller ikke medtaget i tallene i resten af denne analyse.

Så for at opsummere: Af de 717 kandidater på Facebook kommer 712 fra de 10 opstillingsberettigede partier, mens de sidste fem kandidater er fra den lille flok af håbefulde løsgængere udenfor partierne. Fordelingen fremgår af søjlediagrammet herunder.

De 712 kandidater fra de opstillingsberettigede partier har på nuværende tidspunkt samlet mere end 2.1 millioner følgere på Facebook. Siden december 2014 er det alene blevet til mere end 350.000 nye følgere frem til 28. april 2015. Med 551.941 følgere tegner de socialdemokratiske kandidater sig for flest, mens Venstres kandidater står for andenpladsen med 461.476 følgere. På tredjepladsen er Dansk Folkeparti med 221.068 følgere. Fordelingen af kandidaternes følgere kan ses på søjlediagrammet herunder. 

På overfladen lover det godt for valgkampen, men i virkeligheden er der stadig meget at arbejde med, både for partierne og de enkelte kandidater. Partierne er stadig for ringe til at fremme deres egne kandidater. Noget så banalt som at linke til kandidaternes profiler på de sociale medier er der kun to partier, som formår at gøre systematisk på deres hjemmesider, nemlig Socialdemokratiet og Venstre. De resterende partier gør det med varierende succes.

Og der er samtidig himmelvid forskel på, hvordan de enkelte kandidater anvender Facebook. Eksempelvis er det kun 368 af kandidaterne på Facebook, der anvender Sider, som gør det muligt at annoncere målrettet, imens de resterende 344 kandidater benytter profiler, som typiske anvendes af privatpersoner, og som har den begrænsning at den kun kan følges af 5.000 venner. Skal man følges af flere, skal man slå en funktion til, som gør det muligt at udvide antallet af følgere, men ikke venner.

Udover den rent tekniske anvendelse af Facebook som platform for kandidaternes valgkamp, har kandidatens politiske budskaber og person betydning for, om folk ønsker at følge med. Dermed ikke sagt, at bare fordi man følger en politiker – eller er venner med en – så deler man per automatik politikerens overbevisning. Og jeg vil heller ikke påstå, at der kan sættes lighedstegn mellem antallet af de følgere, en politiker har, og de stemmer vedkommende får på valgdagen.

Det er langt mere hensigtsmæssigt at tænke på kandidaternes følgere og venner, som et publikum, der aktivt har tilkendegivet deres interesse i at lytte til politikeren. Et engageret publikum er næsten det bedste udgangspunkt for en samtale og interaktion, hvis politikeren kan og vil det. En klog kandidat lytter aktivt til sit publikum og svarer. Det er ikke bare høfligt, det er socialt.

Det har alt sammen betydning for, hvordan kandidaterne klarer sig på Facebook i løbet af valgkampen. Hvordan man agerer på Facebook kan få betydning for den enkelte kandidat og den interne konkurrence mellem kandidaterne på valgdagen, mens kandidaternes evne til at fremføre partiets budskaber kan få betydning for partiets valgkamp i det hele taget. Jo flere kandidater, der få opbygget et publikum og evner at kommunikere partiets visioner, des større er chancen for at partiets ideer spredes i de små netværk.

I den aktuelle valgkamp er et af de mere overraskende elementer, at kandidaterne fra blå blok har været bedre til at tiltrække nye følgere på Facebook end kandidaterne rød blok. Langt bedre, men også med et par overraskelser.

I rød blok klarer Socialdemokratiets kandidater på Facebook sig fint for tiden, når det handler om at samle nye følgere, som det fremgår af grafen herover. Men det er langt fra nok til at opveje den vækst, som partierne i blå blok har af nye følgere. På grafen herunder ses udviklingen af nye følgere for kandidaterne på Facebook, fordelt på deres respektive partier.

Det interessante ved blå blok er imidlertid at det er i høj grad er kandidaterne fra Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance som for alvor driver udviklingen frem.

Venstres kandidater ligger på en sjetteplads ud af 10 partier. Det virker som om partiets kandidater ikke er kommet ud af starthullerne, og det kan være fatalt for Venstre kandidater, hvis de ikke kommer i gang med at udvide deres antal af følgere og dermed deres publikum. Udefra set virker Venstres kampagne for tiden som en langsom gengivelse af valgkampen i 2011, hvor kandidaterne kom alt for sent i gang, og det var først i den anden uge af valgkampen, at kampagnemotoren for alvor kørte.

Ud over Socialdemokratiets kandidater, som gør det godt, er det efterhånden ved at lykkes for de Radikale Venstres kandidater at en pæn tilslutning af nye følgere. Og så er det værd at lægge mærke ti,l at Alternativet ser ud til at kunne tiltrække nye følgere, tilmed bedre end SF, der tager fjerdepladsen i rød blok.

På en femteplads er Enhedslisten, hvilket måske vil overraske nogen, men i virkeligheden er det næsten en normal valgkampstilstand for listens kandidater, hvor fokus er på spidskandidaterne, imens kandidaterne længere nede af listerne ikke bevæger sig overhovedet eller ser ud til at bidrage til valgkampen i særlig grad. Det fungerer nu, men hvis Johanne Schmidt Nielsen falder for partiets rotationsregel, bliver partiets publikum reduceret væsentligt, og dermed partiets evne til at sprede kampagnebudskaberne på Facebook. Det kan blive anledning til overvejelser i rød blok, hvor de andre partier vil kunne drage fordel af, hvis Enhedslistens publikum bliver reduceret markant kort tid før et valg.

Selvom der er bevægelse internt i blokkene, er det stadig blå bloks kandidater, der har fået flest af de 350.614 nye følgere, som de 712 kandidater har samlet. Partierne i rød blok har fået 156.552 følgere, mens partierne i blå blok har fået 194.062. Blå blok har fået 37.510 flere følgere end rød blok.

Men tag først et kig på udviklingen i forskellen på antallet af nye følgere imellem blokkene på grafen herunder.

Vækst er langt fra alt, hvilket bringer mig til det sidste emne i denne analyse. For det bliver åbenbart, når man kigger på de 712 kandidaters agerende på Facebook, at det langt fra er alle, der bidrager til valgkampen.  Jeg kigger hver uge på, hvem der foretager en handling på deres Facebookside eller profiler. Den typiske handling er en statusopdatering, men det kunne lige så vel være en opdatering et coverbillede eller profilfoto. Bare en handling.

Og her viser det sig, at det kun er 578 kandidater, der i bedste fald kan beskrives som værende aktive, mens hele 134 er inaktive. Det betyder, at knap 19 procent af kandidater ikke anvender Facebook i praksis, selv om de har en profil eller en side.

De inaktive kandidater er naturligvis ikke jævnt fordelt på partierne. Lad mig komme med at par eksempler: 48 procent af Kristendemokraterne på Facebook er inaktive på Facebook, mens 28 procent af Enhedslistens kandidater på Facebook er inaktive. I den anden ende er det ”kun” 7 procent af Liberal Alliances kandidater, der er inaktive. Fordelingen af de aktive og inaktive kandidater kan ses på søjlediagrammet herunder.

Selvom jeg er overrasket over det store antal inaktive hos både Kristendemokraterne og Enhedslisten, så er det egentlig kandidaterne fra Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstre, der skuffer. I de partier burde man have kandidater, der forstod at begå sig digitalt og strategisk, selvom de ikke selv har de største chancer for at blive valgt.

Jeg har Alternativet på min måske-liste. Enkelte kandidater gør det fornuftigt, men langt de fleste er aktive uden overbevisning, uden retning og mål. Det første mål Alternativets kandidater burde sætte sig hver dag, er at få opbygget større netværk og publikum. For det savner de, og det går for langsomt.

Omvendt er der grund til at rose Liberal Alliance og Det Konservative Folkepartis kandidater for deres indsats. For udover at være aktive på Facebook har kandidaterne fra netop de to partier leveret en målrettet indsats igennem længere tid. Og det betaler sig.

Man kan selvfølgelig hævde, at inaktiviteten kun skader kandidaten selv, men i virkeligheden sidder der et større publikum, på mindst 74.907 følgere, som bliver skuffet. Når det er mindst er det, fordi det ikke er muligt at tjekke de faktisk antal følgere på alle, da tallet kan skjules på Facebookprofiler.

Kigger man på andel af følgere fordelt på kandidaternes partier, ser det værst ud af for Kristendemokraterne, hvor de inaktive kandidater på Facebook tegner sig for mere end 52 procent af partiets kandidaters samlede antal følgere. Der er et stykke vej til Dansk Folkepartis inaktive kandidater, som står for 7,8 procent af partiets følgere. Bedst ser det ud for Liberal Alliance, hvor det kun bliver til 0,4 procent. Fordelingen fremgår af søjlediagrammet herunder.

Det er slemt, og det bliver ikke bedre af, at vi kigger på antallet af følgere, som følger en inaktiv kandidat. Her tager de inaktive kandidater fra Dansk Folkeparti førstepladsen, idet de skuffer 17.268 følgere. På andenpladsen er lidt overraskende de inaktive kandidater fra Socialdemokratiet. De tegner for 17,785 følgere. Igen er det kandidaterne fra Liberal Alliance der er duksene, da de kun skuffer 624 følgere.

Fordelingen fremgår af søjlediagrammet herunder.

Ud over at det naturligvis ikke er pænt at skuffe folk, virker det håbløst, at man i en valgkamp, hvor alt tæller, på den måde ser bort fra så mange følgere, som tilmed selv har opsøgt kandidaterne, formentlig i sympati og med en forventning om at få politisk information og retning.

I et sort øjeblik kunne man få den tanke, at partierne ikke helt har forstået de sociale medier og de krav, det stiller til kandidaterne, og hvis man ønsker at bruge dem effektivt, er forudsætningen en ændring af den politiske kultur, for socialt det er det ikke.