Tidligere spindoktor: Thornings folk gnider sig i hænderne

-Thorning skal håbe på, at der er en ’nyttig idiot’ i pressekorpset, der stiller spørgsmålet til Merkel om, hvad hun synes om Thorning, så hun kan få gentaget seancen fra tidligere, hvor hele EU’s über mutter roste hende til skyerne. Hvis hun på dørtærsklen til et valg kan blive rost af en af EU’s mest fremtrædende ledere, er det ’gefundenes Fressen’. 

Sådan siger tidligere spindoktor og nuværende politisk kommentator hos BT, Søs Marie Serup, om Angela Merkels besøg i København.

Når den tyske kansler kommer på et officielt statsbesøg, er det nemlig en kærkommen chance til Helle Thorning-Schmidt for at vise sig som en statskvinde på tærsklen til en valgkamp, lyder vurderingen.

Spurgt om Thornings spindoktorer gnider sig i hænderne er svaret klart:

- Det ville jeg i hvert fald gøre, hvis jeg var spindoktor i Statsministeriet, og det tror jeg også, at de gør.

Møder med Merkel har nemlig tidligere været brugt som klart signal om Helle Thorning-Schmidts evner som statskvinde, forklarer Søs Marie Serup.

- Hvis vi kigger tilbage til image-kampagnen lige efter nytårstalen i januar, var et af de mest fremtrædende billeder et, hvor hun gik ved siden af Merkel og grinede. Det var et signal om, at hun begår sig på de bonede gulve og kan bide skeer med en af de allerstørste og sejeste damer i Europa, siger Søs Maria Serup.

Image som statskvinde gavner Thorning

Der har været kritikere, der har peget på, at Thorning tilsyneladende hellere vil mænge sig med de udenlandske kolleger og går mere op i EU-politik end arbejdet på Christiansborg, men Søs Marie Serup mener, at billedet som statskvinde gavner Thorning.

- Jeg mener, at foråret har vist, at jo mere hun er trådt i karakter i statsmandsrollen, jo mere synes man om hende. Det ligger også for mange danskere tættere på sandheden end historien om pigen fra Ishøj, der er vokset op hos en enlig mor.

Merkels økonomiske ansvarlighed skal smitte af

Den tyske kansler er blevet synonym med besparelser og nedskæringer i Europa, men det er ikke noget dødskys for Thorning. Søs Marie Serup påpeger, at Merkel også er kendt som indbegrebet af økonomisk ansvarlighed, og det er et indtryk, som statsministeren gerne vil have smitter af.

- Det er en del af forklaringen på, hvorfor man har lavet noget, som nogen kalder løftebrud – hvorfor man har ført en anden politik, end man førte valgkamp på, og der bliver Merkel et trumfkort, som hun kan lægge oven på den argumentation, forklarer den tidligere spindoktor.

Det forventes, at de to kvindelige statsledere blandt andet skal tale om Femern-forbindelsen, flygtningekrisen fra Nordafrika og den aktuelle situation med Rusland.

Senere mødes kansleren og statsministeren til en diskussion med studerende på Københavns Universitet.

Merkel i Danmark

Kansler Angela Merkel aflægger den 28. april 2015 officielt besøg i Danmark.

Besøget indledes med en privat audiens hos H.M. Dronningen.

Herefter er der møde mellem kansleren og statsministeren på Marienborg.

Drøftelserne vil fokusere på det bilaterale forhold samt aktuelle europapolitiske og udenrigspolitiske spørgsmål

Senere mødes kansleren og statsministeren til en diskussion med studerende på Københavns Universitet.

Kilde: Statsministeriet