Stop nazi-islamisme eller...? Lav din egen K-plakat

Det Konservative Folkeparti har den seneste tid været udsat for massiv kritik af deres nye kampagne, hvor især plakaten med ordene "STOP NAZI-ISLAM-ISME" er blevet skoset.

Men nu har en vittig sjæl givet danskerne mulighed for at lave en mere humoristisk udgave af plakaten via en generator, hvor man selv kan forfatte en "stop"-tekst.

Det er programmøren Henrik Tudborg, der står bag generatoren på siden csigerstop.dk, og siden websitet blev tilgængeligt onsdag aften, er der blevet genereret omkring 11.000 plakater.

Et overvældende højt tal for Henrik Tudborg, der egentlig bare havde lavet generatoren som et sjovt indspark til sine venner.

- Jeg havde slet ikke nogen forventning, da jeg lagde den op. Det var egentlig mere sådan en sjov ting til mine facebook-venner og twitter-følgere. Jeg havde egentlig planlagt at tage den ned dagen efter, men nu er der kommet trafik på den, så kan jeg ligeså godt lade den køre, siger han til TV 2.

Plakat-generatoren har fået flere konservative politikere til at lave deres egne plakater. Det gælder blandt andet folketingskandidaten Mads Holger, der delte en plakat med ordene "Stop Mads Holger".

Også folketingspolitikeren Mai Mercado fandt værktøjet underholdende. Først delte hun en plakaten "Stop arbejdet det er weekend" og siden "Stop den brevdue".

Idémanden selv finder det underholdende, at selv de konservative profiler benytter sig af hans lille opfindelse.

- Jeg synes, det er super. Det er sjovt. Den er lavet i sjov, og så længe at den bliver brugt ordentligt og pænt, så er jeg ligeglad med, om det er for eller imod de konservative, siger Henrik Tudborg og fastslår, at der ikke ligger noget politisk motiv bag.

- Jeg er hverken for eller imod de konservative. Det var for sjov, jeg lavede den, og det er også primært sådan, den bliver brugt.

Idéen til plakat-generatoren kom, da Henrik Tudborg surferede rundt på nettet.

- Det startede med, at jeg kiggede lidt på Reddit (online forum, red.) og fandt en plakat, som en bruger havde lavet i Photoshop. Så syntes jeg, det var ærgerligt, at folk ikke selv kunne lave deres egne plakater, for der var så mange gode bud. Det skulle folk have muligheden for, og jeg havde alligevel ikke så meget andet at lave. Så det blev lige til at lille aften-projekt, fortæller han.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter