Oversigt: Sådan vil EL skære politikerpension

Enhedslisten har i Folketinget fredag en række beslutningsforslag på dagsordenen, der skal sætte en stopper for politikernes gavmilde pensionsprivilegier

Imens Socialdemokraterne, SF, Radikale, Venstre og Konservative har meldt ud, at de vil afvente anbefalingerne fra den såkaldte Vederlagskommission, står Enhedslisten nu allerede klar med en række konkrete forslag, der skal gøre op med de lukrative - og omstridte - ordninger.

Du kan se Enhedslistens forslag her:

Pensionsalder

Som reglerne er i dag kan politikere hæve politikerpension fra efterlønsalderen, og i øvrigt få pensionen udbetalt, selvom de stadig er i arbejde.

Enhedslisten foreslår en normalisering af politikernes pensionsordninger, således ministre, folketingspolitikere, borgmestre og lignende først kan modtage politikerpension fra folkepensionsalderen.

Loft for politikerpensioner

Enhedslisten foreslår, at politikere, som kan modtage pension fra bl.a. Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og andre internationale organisationer, fra Folketinget, ministerposter, regionsråd eller kommuner eller tjenestemandsansættelser i staten, maksimalt kan modtage 500.000 kr i politikerpension årligt.

I dag kan en politiker få 619.822,54 kr. fra efterlønsalderen og 577.465,33 kr. fra folkepensionsalderen for sin tid som medlem af byråd, Folketing eller som minister.

Nedsættelse af ministervederlag

Enhedslisten vil fremsætte et lovforslag, der fra den 1. januar 2016 indfører varig reduktion af ministervederlag på 5 pct.

Mindre lukrativ optjening af pension for ministre

Enhedslisten foreslår, at man som minimum skal have været minister i to år for at opnå ret til ministerpension, og således at ministre, som har optjent ret til ministerpension i denne valgperiode, omfattes af ændringerne.

I dag giver bare ét år som minister ret til ministerpension på 80.000 kr. om året fra efterlønsalderen. Samme pension ville tage ni år at optjene for en statstjenestemand på løntrin 49.

Mindre lukrativ beregning af ministerpension

Beregningen af ministerpension skal ændres således, at man som minister efter to år kan få udbetalt pension svarende til en tjenestemandsansat på løntrin 49 i 9 år, og:således, at 3-4 års funktionstid som minister giver ret til pension svarende til 14 år og så fremdeles, sluttende med maksimal pension svarende til en tjenestemandsansat på løntrin 49 med en funktionstid på 29 år.

Det øverste løntrin for ministre fjernes dermed, hvilket betyder, at den maksimale pension for ministre vil blive 230.096,28 kr. mod 276.115,54 kr. i dag.

Vil ophæve mulighed for at modtage vederlag og ministerpension samtidig

Slutteligt vil Enhedslisten ophæve muligheden for at få udbetalt ministerpension, hvis man samtidig modtager løn, vederlag eller eftervederlag fra Europa-parlamentet, Folketinget, en region, en kommune eller politiske udpegede hverv i internationale organisationer.

LA vil give mere i løn

Liberal Alliance vil ligesom Enhedslisten ændre reglerne for politikeres pension- og vederlagsordninger. Blandt andet mener partiet, at pensioner og eftervederlag skal reduceres, mens lønninger skal sættes tilsvarende op.

Det forklarer Simon Emil Ammitzbøll blandt andet i videoen herunder:

Vederlagskommissionens opgave

  • Kommissionen skal foretage en analyse af den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre.
  • Analysen skal omfatte alle elementer i vederlæggelsen, herunder godtgørelser, omkostningstillæg, eftervederlag, pension, modregningsregler, samordningsregler, uddannelsesmidler og den løbende regulering af vederlagene.
  • Forslagene skal ifølge kommissoriet "tage højde for den udvikling, der over de senere år har været i politikernes arbejdsvilkår, herunder i forhold til kompleksiteten i arbejdsopgaverne samt i forhold til politikernes ansvar og arbejdsbyrde".
  • Kommissionen skal færdiggøre sit arbejde inden udgangen af 2015 med henblik på, at eventuelle ændringer for borgmestre og regionsrådsformænd kan vedtages i god tid inden de kommunale og regionale valg i 2017 og få virkning pr. 1. januar 2018.
  • Kommissionens formand er bestyrelsesformand i DR, Michael Christiansen.

 Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet