Thorning: Danmark kan ikke være med til at ødelægge flygtningebåde

Der står et forsvarsforbehold i vejen, men var det ikke for det, burde Danmark være med til at ødelægge de både, som menneskesmuglerne bruger til at bringe flygtninge ud på en farefuld tur over Middelhavet.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag formiddag, hvor den kaotiske flygtningesituation i Sydeuropa blev diskuteret.

- Vi skal hjælpe med at få fanget de her menneskesmuglere. Det er nogle utroligt kyniske mennesker, som først lænser nogle stakkels mennesker for penge og derefter sender dem ud i faldefærdige både. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at fange menneskesmuglere, stille dem til regnskab for deres forbrydelser, og hvis det kan lade sig gøre at ødelægge deres transportmidler, altså bådene, så skal vi også gøre det. Der vil Danmark så konkret ikke kunne deltage på grund af vores forsvarsforbehold, siger Helle Thorning-Schmidt.

Den danske statsminister skal senere torsdag deltage i et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles, hvor flygtningekrisen i Middelhavet er øverst på dagsordenen. Og her er Danmark klar til øge sit bidrag til EU’s kystbevogtningsprogram Triton, så flere menneskeliv kan blive reddet i Middelhavet.

- Jeg forventer, at vi i dag vil øge bidraget til den her Triton-operation, så vi også kan redde flere menneskeliv, og det kommer Danmark også til at bidrage til, siger Helle Thorning-Schmidt, der fortæller at det øgede bidrag både kan være i form af mandskab og økonomi.

- Registrering er utrolig vigtig

Helle Thorning-Schmidt understregede, at Danmark, som er ude af den fælles europæiske asylpolitik, ikke kommer til at bidrage til en ændret fordeling af de flygtninge, der kommer til Europa. Hun vil hellere fokusere på, at Danmark i endnu større grad skal være med til at registrere flygtningene.

- Alle skal have taget fingeraftryk, så vi ved, hvem de er. Og det vil også betyde, at de som ikke flygter fra krig og er individuelt forfulgte, de skal i virkeligheden tilbage til de lande, de kommer fra, og derfor er en registrering så utrolig vigtig, siger hun.

Helle Thorning-Schmidt vil på torsdagens ekstraordinære EU-topmøde opfordre sine kollegaer til at følge FN’s anbefalinger om at give en udviklingsbistand svarende til 0,7 procent af BNP.

- Noget af det, vi har aller mest brug for, det er, at de afrikanske lande får mere stabile rammer om deres befolkninger, så man kan hjælpe meget mere i nærområderne. Og hvis alle lande bidrager med 0,7 procent, så kunne vi i fællesskab gøre langt mere i nærområderne, siger Helle Thorning-Schmidt og understreger, at de mange druknede flygtninge i Middelhavet hovedsageligt er de afrikanske landes eget ansvar.

Den danske statsminister blev også spurgt til, om vi i Europa ikke bør lade os inspirere af Australien, hvor kystvagten tvinger både med flygtninge til at vende om, mens de er ude på havet.

Her svarede statsministeren, at den australske model kun kan lade sig gøre, fordi Australien samarbejder med nabolandet Indonesien, hvor de kan sende flygtninge tilbage til. De muligheder for tilbagesendelse har Europa ikke, mener Helle Thorning-Schmidt.

Triton er spydspidsen ved EU's ydre grænser

For at finde en løsning på presset på EU's ydre grænser mødes EU's stats- og regeringschefer torsdag i Bruxelles.

Topmødet er ekstraordinært indkaldt som følge af weekendens kæntringsulykke i Middelhavet, hvor op mod 800 migranter og flygtninge druknede.

Programmet Triton og EU's grænseagentur Frontex er oprettet for at styrke kontrollen af de ydre grænser.

Her kan du læse, hvad de to ting er:

* Triton er EU's kystbevogtningsprogram, som patruljerer ved EU's kyster.

* Programmet blev sat i værk 1. november sidste år, da Italien lukkede sin egen eftersøgnings- og redningstjeneste Mare Nostrum i Middelhavet.

* Frem til februar i år er 19.500 mennesker blevet reddet, heraf knap 6000 som en direkte følge af Triton, ifølge EU-Kommissionen.

* Triton har et månedligt budget på mellem 1,5 og 2,9 millioner euro og har blandt andet syv skibsfartøjer, to fly og en helikopter til rådighed. 21 medlemsstater deltager med personel.

* Programmet hører under Frontex, som er Det Europæiske Grænseagentur, der blev etableret i 2005 i Warszawa, Polen.

* Frontex skal styrke og koordinere medlemsstaternes operative samarbejde med kontrollen af EU's ydre grænser.

* Agenturet har ikke selv operationelle beføjelser eller udstyr, fly og skibe, men holder styr på, hvad medlemslandene kan bidrage med til fælles grænseaktioner i Middelhavet, Det Ægæiske Hav og Det Ioniske Hav mellem Italien og Grækenland.

* Formålet med Frontex er at styrke sikkerheden ved EU's ydre grænser.

* Frontex' opgaver går blandt andet ud på at udarbejde risikoanalyser, hjælpe med uddannelse af nationale grænsevagter, hjælpe med at koordinere fælles tilbagesendelser og overvågning af relevant forskning på området.

* Danmark deltog ikke i beslutningen om at etablere Frontex, fordi den er omfattet af det danske forbehold for retslige og indre anliggender.

* Siden har Danmark dog besluttet at deltage i Frontex på mellemstatsligt grundlag.

* Flere end 276.000 mennesker kom illegalt til EU sidste år, hvilket er en stigning på 155 procent sammenlignet med året før.

* Det er hovedsageligt syrere og eritreere, som bliver pågrebet ved EU's ydre grænser, samt migranter og flygtninge fra Afghanistan, Mali og Kosovo.

Kilder: EU-Kommissionen, Frontex, EU-Oplysningen