Flertal for lovændring: Nu bliver sex med dyr ulovligt

Det er ikke længere lovligt at have seksuel omgang med dyr i Danmark.

Et flertal af Folketingets partier har tirsdag formiddag stemt for en ændring af dyreværnsloven, som indeholder blandt andet et forbud "mod seksuel omgang eller seksuelle handlinger med dyr."

For lovændringen stemte Socialdemokraterne, Radikale, SF, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative, mens Liberal Alliance stemte imod og Enhedslisten hverken for eller imod.

Det er fødevareminister Dan Jørgensen, der har stillet forslag om lovændringen.

- Når Sverige gør det (har indført et forbud, red.) opstår der en risiko for, at Danmark kan blive en slags helle for mennesker, der har den slags tilbøjeligheder. Det kan vi blive kendt for ude i verden - at vi er et land, som man kan tage til, hvis man vil have sex med dyr, forklarede ministeren sidste år.

Sex med dyr har hidtil kun været forbudt, hvis dyret lider overlast. Problemet med den model er ifølge Dan Jørgensen, at det kan være svært at dokumentere, om det er tilfældet.

- Det er jo ikke kun fysisk overlast – det er også psykisk overlast. Dyret kan jo ikke sige nej. Vi må bruge et forsigtighedsprincip, sagde Dan Jørgensen sidste år.

Kritik: Ikke mindre dyresex med et forbud

Det Dyreetiske Råd har imidlertid advaret mod at gøre sex med dyr ulovligt.

- Der er intet, der tyder på, at der bliver mindre af det, når det forbydes. I Storbritannien har man forbudt sex med dyr, men der er ikke noget, der tyder på, at der er mindre af det, har formand for Det Dyreetiske Råd, professor ved Københavns Universitet Peter Sandøe, sagt til Berlingske.

- Jeg kender en svineproducent, der to gange har grebet sin karl i at gøre det med en so, og det kan man mene er nok så ulækkert, men soen har formodentlig ikke lidt nogen overlast. For den er der formentlig ikke nogen stor forskel fra en inseminering, sagde Peter Sandøe.

Du kan se afstemningsresultatet her.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter