Hjertet og ansvar på rette sted

De færreste forbinder formenligt Det Konservative Folkeparti med anarkister. Men faktisk hylder jeg det menneskelige ”anarki” - ikke at forveksle med politisk kaos som bæredygtig ideologi. Men der hvor vi på eget initiativ tager ansvar for hinanden måske på trods af myndighedernes indblanding. Når vi sammen løfter opgaver, der ikke specifikt er vores, men som vi tager på os som naboer, borgere eller venner af det, jeg vil kalde næstekærlighed. Sådan helt lav praktisk. Når vi som mennesker ser og støtter hinanden.

Et smil og venligt klap på skulderen på en svær dag. En ekstra tur med sneskovlen for den ældre nabo. Eller tjansen som frivillig fodboldtræner eller lektiehjælper på biblioteket eller i den lokale boligforening. Ofte er det her, vi oplever de største glæder. Når vi giver eller modtager noget, der netop ikke var forventet eller noget, vi har krav på. Det er her vi som mennesker kan noget særligt. Noget staten eller myndigheder hverken kan eller skal levere.

Menneskeligheden og ansvarligheden lever. Heldigvis. Ude lokalt arbejder borgere sammen om at stable en biograf på benene, skabe liv i forsamlingshuset eller bevare det lokale forretningsliv. Et eksempel er Alken ned til Mossø, seks kilometer fra Skanderborg. En idyllisk landsby, omgivet af markeder og huse, der stimler sammen om de to veje, der krydser gennem byen. I mere end tyve har Alken haft et stærkt landsbysammenhold, hvor frivillig arbejdskraft har stået for ombygning af købmanden, og en lang tradition for at inddrage udsatte borgere i lokale aktiviteter og opgaver. Flere projekter spirer, og i dag arbejder borgerne i Alken tæt sammen med de nærliggende landsbyer Bjedstrup, Boes, Illerup og Svejstrup om skolebestyrelse, idrætsforeningen, menighedsrådet, borgerforeninger med mere.

At hjælpe hinanden og at arbejde sammen er med til at skabe og styrke fællesskabet. Sådan husker jeg det fra min barndom på landet, hvor samarbejde og hjælp naboer imellem var nødvendigt for at drive gården. Det kunne være lån af redskaber eller vogne eller ledige hænder til at rejse taget eller et hegn. Dengang var det en materiel nødvendighed at bevare og styrke fællesskabet – og ofte et spørgsmål om overlevelse. I dag har hver eneste familie anskaffet alle tænkelige redskaber og maskiner, så vi på alle materielle områder er i stand til at klare os selv. Kun yderst sjældent har vi brug for at gå ind til naboen og låne noget, mens vi langt hen ad vejen har overladt initiativ og menneskelig kontakt til staten.

Efterhånden har vi vænnet os til, at initiativer kommer fra myndighederne, fra kommunen, regionen eller staten, også når det gælder forhold mellem mennesker. Nogen gange skulle man næsten tro, at det var arbejdsformidlingen og ikke den enkelte, der skal skaffe ledige job eller kommunens sundhedsforvaltning, der skal sørge for vores sundhed.

Vi er blevet forbrugere snarere end medborgere. Lægger vi ansvaret fra os, mister vi omsorgen for hinanden og samfundet. Derfor er Danmark stik mod hensigten i virkeligheden blevet hjerteløst til trods for, at vi har en af verdens største offentlige sektor. Forblændet af ønsket om at forbedre og effektivere velfærdssamfundet har vi næsten glemt medmenneskeligheden og den sunde fornuft. Hjertet, ansvaret og ordentligheden har vi parkeret i en skattebillet, mens mennesker presses ud af fællesskabet eller aldrig kommer med i det.

Mens økonomien tordnede derudaf, var vi meget lidt tilbøjelige til at måle succes i anden end vækst og fremgang.  Intet ondt om det. Jeg er ikke ude på at sætte udviklingen i stå. Tværtimod. Men vi lod os rive med af tankegangen om, at en stadig voksende offentlig sektor i sig selv er et gode. Vi brugte for lidt energi på at lade borgerne tage ansvar i eget liv og give plads til traditionelle konservative familieværdier. Udsigten til mere velfærd fik os for en stund til at glemme, at en større offentlig sektor langt fra er ensbetydende med bedre livskvalitet.

Hvem siger, at vi lige nu løser opgaverne på den rette måde. At vi har rigtige balance mellem hvad det offentlige, private virksomheder og det civile Danmark tager sig af. Til størst gavn og glæde for borgerne. Min påstand er, at det har vi langtfra. Måske er det faktisk omvendt. I dag står offentlige myndigheder klar til at løse enhver opgave og diktere vores færden i en grad, så vi næsten overser, at vi faktisk er bedst til selv at indrette vores tilværelse. Vi kan og skal gøre en forskel. Såvel i vores eget som i andres liv. Vi må ikke vente på, at staten og myndighederne løser problemerne for os. Uden at forklejne udfordringerne for den enkelte ved ensomhed, så kunne den måske lettes i det fællesskab, der typisk opstår omkring frivilligt arbejde. I genbrugsbutikken. På plejehjemmet eller på det lokale museum.

Der er behov for et opgør med forestillingen om, at staten, samfundet eller de andre, der skal ordne tingene for os. Samle vores affald op, opdrage børnene og sørge for, at vi er lykkelige/trives. Ikke kun fordi økonomien kræver det, men først og fremmest fordi det giver bedst mening. For den enkelte og samfundet. Naturligvis skal vi hjælpe hinanden i familien, på arbejdspladsen og i nabolaget. Men den enkelte skal have ansvaret. Så bakker vi andre op. Støtter og aflaster der, hvor behovet er. Vi skal stille krav. Til os selv og hinanden. Det er livskvalitet for den enkelte og for fællesskabet. Staten behøver ikke fortælle os i detaljer, hvordan vi skal leve vores liv. Sådan forstår jeg menneskeligt anarki – som bekendt kommer det danske anarki af de to græske ord an - det betyder 'uden', og "archê', der betyder styre.

Vi kan godt selv. Vi skal nok selv bestemme, om der skal pålægschokolade eller leverpostej i børnenes madpakke. Vi har ikke brug for flere velmenende råd. Hvis der er børn, hvis helbred og trivsel er truet af dårlig ernæring, skal de naturligvis have kvalificeret hjælp. Men det giver ingen mening med et selvbestaltet madpakkepoliti, som vi har set det i flere skoler.  Eller for den sags skyld København Kommunes initiativ – ”sundhedstjek til unge”, hvor alle mellem 13 og 20 år tilbydes en samtale om motion og trivsel. Men hvorfor er det kommunens opgave at sidde klar med en sygeplejerske, en psykolog og en kostvejleder til at tale i øst og vest om helt basale ting, som børn og unge gerne skulle have lært hjemmefra. Det er forældrenes ikke det offentliges ansvar at sikre, at de unge ved, hvad sund kost er – og hvor vigtig motion er for udvikling og trivsel.

På samme måde kan de færreste sige sig fri for at smide en slikpose eller lignende i ny og næ. I sikker forvisning om, at der nok alligevel snart kommer en kommunalmedarbejder og fjerner det. Og så var der i øvrigt ikke lige en skraldespand i nærheden. Lad os erobrer ejendomsretten til vores skrald tilbage, så vi selv tager ansvaret for at få det smidt reglementet ud. Hvert år smider danskerne 9 millioner cigaretskodder fra sig – og da de er ekstraordinære sære – og derfor dyre - at samle op, er skodderne mange steder en kedelig del af bybilledet. Alene Vejdirektoratet bruger 22 millioner kroner om året på oprydning langs statsvejene.

Eller er det for den sags skyld kommunernes opgave at bruge offentlige midler på tvivlsom markedsføring af de kommunale fortræffeligheder, transmittere tv fra byrådsmøderne eller som Københavns Kommune udvikle en app ved navn ”stemplet”, som har til hensigt at få flere københavnere til at melde diskrimination og sexisme. Udviklingen af appen kostede 1,15 millioner kroner og har hidtil haft under 200 brugere. På samme måde har kommunen et stort udbud af apps, der skal lette borgernes hverdag. Ideen kan være god nok – men spørgsmålet er, om det er en kommunal opgave at hjælpe borgerne med at finde cykelruter gennem byen eller booke en bowlingbane.

Også bureaukratiet hober sig op. Ikke mindst inden for det område, der burde kendetegnes af hjertelighed. Eksempelvis bruger de ansatte på plejehjem en stor del af deres arbejdsdag på dokumentation, viser en undersøgelse foretaget af FOA. Således bruger hver fjerde op på en time på meningsløs dokumentation frem for at kunne koncentrere indsatsen om det væsentligste: at give de ældre en værdig alderdom.

Heldigvis blomstrer initiativrigheden. Som aldrig før yder danskerne en frivillig indsats. Så småt er udviklingen ved at vende. Nu er det borgerne, der i stigende grad inspirerer kommunerne, som med god grund kan overlade flere opgaver til frivillige aktører. Lad os koncentrere indsatsen om dem, der har brug for hjælp. Vi andre – og vi er heldigvis de fleste – er i stand til at klare os selv. Og det skal vi. Lad os give plads til mennesker og selv tage ansvar frem for at lade systemet tage over. Slip hjertet løs.