Regeringen vil indføre 'zone-forbud' mod kriminelle unge

Justitsminister Mette Frederiksen (S) åbner op for at indføre et nyt og skærpet 'zoneforbud', som skal give politiet mulighed for at forbyde tidligere straffede ophold i bestemte bydele.

Det fremgår af et nyt regeringsudspil kaldet 'En ungdom uden kriminalitet', hvor Socialdemokraterne og de Radikale over 11 tiltag vil styrke bekæmpelsen af ungdomskriminalitet, skriver Berlingske.

Udspillet skal sikre en hårdere kurs mod unge kriminelle og samtidig udgøre et modsvar til de borgerlige partier, der går til valg på en lavere kriminel lavalder og en ny 'ungdomsdomstol'. 

Utrygge boligområder

- I dag skal der foreligge en vurdering af, at man har en direkte og synlig adfærd, der giver problemer, før politiet kan tvinge folk væk fra bestemte områder. Det vi lægger op til er, at alene en persons tilstedeværelse er nok, siger Mette Frederiksen til Berlingske. Hun fortsætter:

- Vi har i dag boligområder i hele landet, hvor der er utryghed, og hvor der er unge, der synes, de skal have lov til at bestemme, hvad man kan og ikke kan. Det skal vi simpelthen ikke acceptere.

Udover forslaget om et zoneforbud vil regeringen styrke indsatsen mod udsatte unge med ældre søskende, der begår kriminalitet, mens et andet tiltag handler om at styrke 'opdragelsen' af unge kriminelle. I fremtiden skal myndighederne således stille større krav til, at unge selv retter op på de skader, deres kriminalitet har medført.

- Det er både min og regeringens oplevelse, at noget af det der er problemet er, at samfundet ikke er konsekvent nok. Vi reagerer for langsomt. Sanktionerne er ikke tydelige nok. Derfor er der mange, der i dag er ligeglade,« siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Professor: Vil ikke forhindre kriminalitet

Professor i retsvidenskab Eva Smith fra Københavns Universitet er ikke umiddelbart begejstret for forslaget om et zoneforbud.

- De ting, man vil forhindre, foregår jo mange andre steder end kun i bestemte områder. Det med at give forbud, hvis man har været i slagsmål i en bestemt gade, der kan man jo ikke forhindre folk i at komme i slagsmål igen ved at sige, at du ikke må komme i den gade. Der er jo alle mulige andre steder, hvor der er slagsmål eller handles med narkotika, siger hun til TV 2 og tilføjer:

- Derfor spørger jeg mig selv, om det overhovedet giver mening med sådan et forbud mod at færdes i et bestemt område eller i en bestemt gade.

Heller ikke Konservatives politiske ordfører Mai Mercado er positivt stemt.

- Det rammer skævt i forhold til de retsprincipper, der er. Vi har jo et retsprincip om, at man er uskyldig indtil man er dømt go et retsprincip om, at man når taget sin straf, så er han fri bagefter.

- Jeg tror, det her udspil kommer, fordi regeringen føler sig presset, efter de borgerlige partier har stillet forslag om at lave en ungdomsdomstol, hvor man sammensætter en domstol med børnesagkyndige, så man får fat i dem, der i en tidlig alder begår kriminalitet, siger hun til TV 2. 

Heller ikke i SF tror man på, at et udvidet zoneforbud er vejen til mindre ungsomskriminaliteten

- Umiddelbart tror jeg ikke, at et udvidet zoneforbud vil gå ungdomkriminaliteten til at falde. Der skal der nok nogle andre og mere forbyggende initiativer til. Men det kan jo godt være et redskab i værktøjskassen, hvis man vil forhindre utryghedskabende unge mennesker i at husere rundt i et udsat boligråde, siger retsordfører Karina Lorentzen.

Sammen med socialminister Manu Sareen vil Mertte Frederiksen i næste uge præsentere hele udspillet, der kommer i en tid, hvor ungdomskriminaliteten faktisk er dalende.

Se Karina Lorentzen uddye hvad hun mener om regeringen nye udspil her: