Oprørske partier understøtter digitalt

Små partier skal ud over scenekanten for at få medietid. Også digitalt. Sådan gør de på deres landsmøder.

Advarsel: Er du ikke til politik i en ekstrem digital detaljegrad og synes det er ligegyldigt, om man understøtter noget digitalt, skal du hoppe tilbage ud i det danske forårsvejr. Jeg er taget til Landsmøde i dag. Faktisk to. #lalm15 og #sflm15 – Ja, sådan hedder de, hvis man skal følge dem på nettet undervejs.

For selvom et landsmøde er en analog oplevelse, hvor man kan møde fysisk op, er begge partier også afhængige af at nå langt ud over scenekanten og ud og fylde Twitter, Instagram og Facebook med de sætninger, der bliver sagt fra især Anders Samuelsen og Pia Olsen Dyhr. Der skal digitalt med tryk på.

Partierne betaler til dagligt Facebook og andre reklamesøjler tusindvis af kroner for at nå bredere ud med deres budskaber. Det betyder noget for dem. Jeg har tænkt mig at møde analogt op. Det kan lade sig gøre med lidt pendling mellem Tivoli Congress Hotel og Falkonersalen.

Min indre anarko-kapitalist vælger at gå over for rødt i krydset over til Tivoli Congress Hotel, hvor Liberal Alliance holder deres landsmøde. Så længe jeg ikke skader nogen, må det være en liberal pligt ikke at lade mig begrænse af et lyskryds, hvor jeg er den eneste. Socialistiske Big Mother passer sikkert på mig og kigger mig over skulderen hele vejen over krydset. Jeg bliver mindet mig om, hvor jeg er på vej hen, da Anders Samuelsen på en skærm blinker fire politiske budskaber i hovedet på mig fra toppen af hotellet.

Ironisk nok har Helle Thorning-Schmidt bemægtiget sig byggepladsen lige ved siden af med en kæmpe analog outdoor-plakat og en gul hjelm på hovedet. Hun sidder på alt. Men ikke digitalt.

Jeg har ikke meldt mig til. Jeg melder mig til digitalt – ved at sende henholdsvis LA og SF en besked på Twitter, om jeg kan komme ind og lure en god time før. LA er hurtigst, og da jeg dukker op i døren, peger en sød dame i receptionen på mig og siger ”Dig har jeg styr på”. Bum!

Susanne Hegelund, der blandt andet har skrevet ”Lobbyistens Lommebog” spørger både SF og LA på Twitter, om hun og medforfatter Peter Mose må komme forbi. LA svarer, og de svarer også på, at hun må tage sin datter med. Bum! Så har LA sikret sig, at folk, der senere skal skrive om dem, allerede der får en god oplevelse. Det betyder noget. SF har forhåbentligt svaret hende af andre kanaler, for de svarer hende ikke på Twitter.

Inden jeg tager til landsmøderne, skal jeg som potentiel tilhører ægges på nettet. Jeg skal kunne bladre op og finde information om landsmøderne. Der er LA bedst. De har smidt landsmøde-undersite og program på Twitter og Facebook allerede fredag, så jeg ikke er i tvivl om, hvor, hvem, hvordan, hvorfor. Og at jeg kan finde dem hele dagen på #lalm15 – Hos SF skal jeg google mig frem til en foreløbig dagsorden i PDF og adressen.

Jeg skal være meget insisterende på at finde ud af, hvornår Pia Olsen Dyhr holder sin tale. Er det ikke ligegyldigt? Nej, for det er lørdag. Jeg skal vælge mellem mine unger og landsmøde, som jeg reelt bare kan se derhjemme igennem pressens dækning. Men når jeg problemfrit kan se, at programmet ryger direkte i min mentale indkøbskurv, tager jeg af sted. LA er også bedst i optakten – fra kampagnekonti tweeter, instagrammer og Facebook’er de optaktsmeddelelser til mig, blandt andet en video med Helle Joof, der skælder ud – og det er faktisk overraskende sjovt.

Til gengæld er ellers driftsikre Anders Samuelsen tavs på Twitter og Facebook. De der partiledere glemmer altid, at det er dem, folket vil se på nettet, og de går i digitalt ”away from keyboard”, når de skal holde en landsmødetale, fordi de bare er mennesker, der er nødt til at koncentrere deres mentale processor-kraft om at være på, når de holder talen. Det betyder også noget.

Et enkelt tweet og en Facebook-besked fra Samuelsen om morgenen ville have været prikken over i’et i Liberal og have mobiliseret alle støtterne ude i landet til at re-tweete, tweete og like med, så LA ser endnu mere slagkraftige ud, og deres optur bliver understreget. Tweeter Anders Samuelsen, at vi skal tweete på #lalm15, så skal vi nok gøre det. Der kommer et ”Godt i gang – smuk udsigt”-billede på Twitter og Facebook, da de er i gang.

Pia Olsen Dyhr gør det ikke bedre hos SF. Til gengæld har hun smidt et billede om at indføre skat på aktiespekulation, der er Toptweet, når man søger på #sflm15 – Så får man politik lirket ind ad bagdøren. Men intet start-tweet om, at hun glæder sig til landsmødet. Hun retweeter fra SF, at hun drikker lidt vand, ti minutter før hun går på den analoge talerstol.

På Facebook er seneste post til 21000 fans et flag fra fredag aften, dog med hashtagget for #sflm15 i en post om datterens fødselsdag. SF har til gengæld lavet et underfundigt billede både til Instagram og Twitter, hvor de får sendt en hilsen til altid spin-digitalt-ivrige Enhedslisten-rådgiver Emil Nielsen, ironiseret over dagpenge-debatten og sendt en hilsen til en journalist, der senere viser sig at være blandt de akkrediterede, da hun Instagrammer et madbillede fra buffeten.

Samuelsen går over scenen 10.17 for at blive ”miket up” til sin landsmødetale, mens Leif Mikkelsen siger i Hovedbestyrelsens beretning, at de har arbejdet for at ”synliggøre” deres plan. For både SF og LA handler det om synlighed. De er ikke velsignet med, som de store partier, at de bare kan ringe og bestille mediedækningen. De skal trække på alle de tricks, de kan finde. Og de ligner hinanden politisk – begge er de små oprørerpartier, der kan drille henholdsvis storebror S og storebror V. SF gør det ved at newsjacke – kapre både R og S’ kampagneudtryk #dethandlerommennesker og #detdagpengeproblemdukender.

LA gør det konsekvent ved at blande sig i alle samtaler, der handler om at være liberale og ved at forsøge at kapre #detdanmarkdukender både på nettet og i taler – Faktisk siger Samuelsen flere gange i sin tale ”Det Danmark jeg kender”. Det er de også nødt til. De skal vinde medietid, så de selv kommer på talerstolen i mere end en forstand. Det bliver jeg bekræftet i dag.

Bilen møder mig uden for hotellet – Altså den bil, der er skåret over i dele og ellers har vandret rundt på nettet som en infografik i flere år. En af politiks mest effektive og brugte infografikker. Det er små oprørske tricks, der skal sikre LA og SF medietid i præsidentvalgkampen, hvor Løkke og Thorning sætter sig på alle flader.

Det er desværre ikke kun mit lydkryds-move, der gør, at jeg lever ”on the edge” i dag. Da jeg sætter mig på gæstepladserne har mit teleselskab hejst det hvide flag med et lille ”E” – Det frygtede Edge-tegn, der indikerer, at jeg ikke har net-dækning. Jeg må opgive at tweete. Det er ikke ligegyldigt for LA.

Jeg har 5100 følgere på Twitter, ligesom en række af journalisterne har mange følgere. Hvis de delegerede også sidder på Edge, har LA et problem – altså landsmødesalen brager ikke ned om ørerne på dem, men de mister rækkevidde. For så kan Anders Samuelsen sige nok så mange sætninger, der er egnet til at brage ud til 3000 journalister og meningsdannere på Twitter, uden at de nogensinde når derud.

10.23 får Leif Mikkelsen salen til at rejse sig i første stående bifald. Men ingen kan høre klap uden for salen – med undtagelse af dem, der følger LA-mødet live på Periscope og livestream. Det kan jeg af gode grunde ikke teste, før jeg kommer ud til 3G-dækning og får ro i sjælen igen. Jeg er analogiseret. Kunne jeg ikke bare finde koden til Wifi? Jo da. Men jeg gør det kun, hvis jeg er rigtig presset.

De delegerede skal have sådan noget serveret direkte i deres udleverede mappe – og pressen skal have det direkte på deres pressekort eller i det materiale, de får ved de søde piger ved check in. Ellers sker der effekttab: Færre værdifulde sætninger ryger ud i æteren. Jeg har fået et fint pressekort, der står vandflasker på mit bord med webadresse til LA’s website og en smartcode, men ellers er det analoge karameller, der kigger op på mig fra den hvide dug.

Da jeg bliver rigtig presset på både strøm og netadgang får jeg at vide i informationen, at jeg bare skal bruge Tivoli-hotellets Wifi med samme kode (og jeg skal forsøge et par gange, fordi koden faktisk så ikke hedder det samme som netværket, men det finder jeg relativt nemt ud af. Jeg skal bare selv være insisterende). Herefter kan jeg teste deres live-sending på deres website, som fungerer upåklageligt.

Ask Rostrup fra DR med over 13.000 følgere tweeter en joke, der viser, at han sidder hjemme og ser med på stream. Men han smider det under hashtagget #lalm og ikke det officielle – for sendingen viser ikke noget om hashtagget. Det er derfor, man skal have det til at stå på talerstolen, så Rostrups tweet også ryger på hashtagget, hvor andre jo er opfordret til at følge med. Det er ikke let at være digital rådgiver i et politisk parti. Man skal nå det hele, og folk udefra tror, at man har et sekretariat som var man Mærsk eller Lego.

Samuelsen kører sætninger op på bagskærmen fra LA’s økonomiske plan, så folket i salen kan tweete dem. Og taler i korte punchlines – som at ”Vores plan er skidegod. Det har Finansministeriet selv sagt”, så støtterne kan tweete det. Og sådan bliver de tweetet og ryger lidt længere ud.

Imens fortæller SF på Twitter kækt, at der endda er frit Wifi på deres toiletter på deres landsmøde og fortæller, at det er #sflm15 vi skal bruge, når vi kommer dertil. Jeg scanner vandflasken på LA-bordet på smartcoden – fungerer fint, men ryger ind til en del af websitet, der ikke er skabt til at se det på en telefon. Fair nok, men det er desværre også detaljegraden, der skal vinde valg for LA. Jeg løber tør for strøm på min pc og må sætte mig i kælderen i et stykke tid, hvor jeg kan høre spredte klapsalver fra salen, så jeg kan blive ladet op. Jeg kan ikke se, at andre end folkene på pressesæderne har adgang til strøm i salen.

Min indre socialist kigger mig om efter en at dele en taxa med mellem Anders Samuelsens og Pia Olsen Dyhrs taler. Kollektiv trafik hænger ikke på træerne, hvis man skal fra det yderste Bryggen og til Frederiksberg på tyve minutter. Imens konstaterer jeg noget, jeg kan huske fra min egen tid hos S: Når landsmødet (kongressen) går i gang, mister man som webansvarlig overblikket, fordi man skal styre livestream, masser af kampagnekonti, svare på Twitter mv.

Her viser LA og SF for alvor, at de ikke har kapacitet til at fylde alle sociale platforme med det, der skal til for at sætte sig f.eks. på #dkpol-hashtagget på Instagram og Twitter – De kan simpelthen ikke nå at fylde dem ud redaktionelt – På Instagram kan de knapt holde liv i deres egne landsmødehashtags. Og mens jeg skriver den sætning, liker Liberal Alliance lige et af mine billeder på Instagram. De er tættest på at kunne favne det hele. Men nu er Samuelsens tale også ovre. Til gengæld er SF’s politikere flyvende på #sflm15 tidligt. Der har de rækkevidde og evner til at livetweete fra salen.

Hos SF går jeg igennem en tom foyer i Falkonersalen, fordi Pia Olsens tale er i gang. Ingen akkredittering. Jeg sniger mig igennem en buffet, bag et DR-kamera og sætter mig i en loge, hvor jeg kan se #DKPOLs Thomas Funding med en kaffekop. Pia Olsen taler på et æstetisk vidunderligt mørkerødt design – men intet sted er der hashtags eller webadresser.

Jeg må trøste mig med vandflasken fra LA. SF-vandflasken kan jeg ikke se. Pia Olsen taler i lange sætninger uden at sikre klap-pauser, som Helle Thorning er exceptionel til, eller tweetable sentences, som LAU’s Alex Vanopslagh og drengene fra LA er så gode til. Det handler om at tale i små 120-tegns-sætninger, så jeg kan nå at tweete dem og skrive mine egne 20 tegn til på Twitter, når jeg skriver ”@piaolsen fra #sfl15: Det skal være slut med xxxx”.

Jeg lever bare også på Edge-dækning i min lille loge og faktisk helt ned til ”Ingen tjeneste”. Radisson-gæste-netværket er for svagt til at logge på. Et par positive tweets bliver i lommen på tilhørerne, og jeg kan hverken se eller retweete dem, andre har skrevet på hashtagget. Thomas Funding stiller sig op lige ved siden af mig og tester forbindelsen sammen med en kamera-mand tilbage til seerne igennem tv-skærmen. Til gengæld har SF gang i livetweets fra @sfpolitik – når Pia Olsen Dyhr leverer punchlines, også selvom de ikke lyder som punchlines fra scenen, tweeter SF dem. Og de bliver retweetet af MF’erne i salen.

Detalje detalje om der er wifi, koder på vandflaskerne og gang i hashtagget? Ikke i det store billede. SF og LA er dybt afhængige af hvert eneste lille nålestik, de kan sende af sted. Det handler om procenter hos dem. Der er en verden til forskel på 6,8% og 5,6%. Og så er de afhængige af, at de får sat dagsorden, mobiliseret de medlemmer, der ikke er med på landsmøderne og vise meningsdannere og journalister, at stemningen er i top, og at de er sultne.  SF’s landmøde dækkes af DR og TV2, og livestreamen er der ikke. Til gengæld er de gode til at pleje journalisterne.