Kristendemokraternes formand afviser Riskær

Selv om Klaus Riskær Pedersen er blevet tilbudt at blive folketingskandidat for Kristendemokraterne i Københavns Storkreds af et flertal i kredsens bestyrelse, kan han langt fra være sikker på at kunne stille op til det kommende Folketingsvalg som kredsens kandidat.

Stig Grenov, landsformand for Kristendemokraterne, siger til TV 2, at han ikke bakker op om Københavns Storkreds' tilbud.

- Nej, det gør jeg ikke. Vi har ikke behov for en kendt person til at føre politik for Kristendemokraterne, og jeg er sikker på at en opstilling af Klaus Riskær ville blive tolket sådan, siger Stig Grenov til TV 2.

Han oplyser, at forretningsudvalget i Kristendemokraterne i en situation, hvor tiden er knap og der er kort tid til et Folketingsvalg kan godkende Klaus Riskærs kandidatur.

Men i Kristendemokraternes Forretningsudvalg, der  består af fire personer, landsformanden Stig Grenov, partiets to næstformænd og partiets hovedkasserer, er der ikke opbakning til Klaus Riskær.

- Jeg kan selvfølgelig ikke tale for dem, men jeg kan ikke bakke op om Klaus Riskær som kandidat til Folketinget, siger Stig Grenov.

- Jeg kan heller ikke bakke op om Klaus Riskær som folketingskandidat for Kristendemokraterne. Vi har ikke behov for kendte personer til at profilere os, siger Egon Jakobsen, politisk næstformand i Kristendemokraterne til TV 2.

Heller ikke partiets organisatoriske næstormand, Bent Hansen, kan bakke op om Klaus Riskær Pedersen som folketingskandidat.

Han oplyser, at Forretningsudvalget kan vælge endeligt at godkende eller afvise Riskær som folketingskandidat, men Forretningsudvalget kan også vælge at overlade det til partiets hovedbestyrelse, der i øjeblikket består af landsformanden,  20 partimedlemmer, der er landsmødevalgte og 10 storkredsformænd.

Han oplyser også, at Forretningsudvalget ikke kan behandle sagen, før Klaus Riskær Pedersen er indmeldt i Kristendemokraterne og har betalt kontingent.

- Sidst jeg kiggede efter for nylig, var han ikke medlem. Men han kan selvfølgelig være blevet det for ganske nylig, siger Bent Hansen til TV 2.

Klaus Riskær Pedersen siger selv til TV 2, at han har meldt sig ind i Kristendemokraterne for tre-fire uger siden.

Også forretningsudvalgets fjerde medlem, hovedkasserer Børge Nørgaard, afviser overfor TV 2 at han kan bakke op om Klaus Riskær som folketingskandidat.