Fartblindhed hos de folkevalgte?

Der er stigende politikerlede i Danmark. Det er ikke samfundets skyld denne gang.

Det er de politiske kommentatorer, må man forstå på Mette Gjerskov fra Socialdemokraterne, der blandt andet leverer et debatoplæg om, at de politiske kommentatorer skal afskaffes, så politikerne kan få mere tv-taletid, og især flere ”rugbrødspolitikere” kan få mere taletid, som rugbrødspolitikerne ifølge Mette Gjerskov fortjener for deres gode solide arbejde.

Gjerskov er blevet direkte provokeret af en one-liner i en reklame for programmet #dkpol, hvor vi blandt andet har sat os for at afdække og præsentere for almindelige mennesker derude, hvordan politikerne bruger sociale medier til deres egen fordel. Det, mener Gjerskov, lyder skummelt. Det er det også af og til. Det er derfor, vi sidder der.

For politikerne og partierne har desværre en tendens til at bryde hastighedsgrænserne og blive fartblinde, når de laver politisk kommunikation til deres vælgere. Vælger Gjerskov at se vores program, hvor vi trods alt har lidt mere taletid og ikke bare en sætning i en reklame, ville hun nok ikke lade sig provokere af den one-liner.

Vi laver også rigtigt rugbrødsarbejde, når vi får taletiden til det.

Indtil nu har vi blandt andet ladet Alternativet og Uffe Elbæk fortælle, hvordan de ikke havde haft en chance for at samle underskrifter uden sociale medier, og vi har haft kampagnemedarbejder Emil Nielsen fra Enhedslisten igennem for at lade dem fortælle selv, hvorfor de vælger at tweete budskaber om S-kampagner, før S selv melder ud om kampagne om stram udlændingepolitik. 

Der er brug for et filter

Jeg er vild med Mette Gjerskov.

Da jeg arbejdede hos Socialdemokraterne med, hvordan politikerne kunne bruge sociale medier til deres egen og partiets fordel til at gafle stemmer og sætte dagsorden, var Mette allerede så god på Facebook, at hun ikke behøvede min hjælp (selvom hun på ingen måde ville være for fin til at søge råd).

Hun har et våben i kraft af sine meningers mod, og hun er ikke bange for at trykke på aftrækkeren. Hun er garant for noget af det bedste i den politiske digitale kultur i Danmark – at vi som almindelige mennesker kan komme i direkte debat med vores folkevalgte, give dem input, fortælle dem, når de gør noget godt og skidt eller give dem eksempler på, hvad deres lovarbejde indenfor murene på Christiansborg rent faktisk resulterer i.

Men der er rekyl på Gjerskovs automat-våben denne gang, når det er de politiske kommentatorer, der skal afskaffes, og det er mediernes skyld, at der er politikerlede – det behøver partierne og politikerne slet ingen hjælp til at klare selv. Og man kan fristes til at spørge, om det så er journalisterne næste gang, der skal afskaffes, så politikerne helt uformidlet kan fylde os med deres sandhed.

For af og til går det ikke så supergodt, når de får lov: Når Özlem Cekic smider af sted til 27.000 Facebook-fans, at en vagt har bedt hende om at fise hjem, er der behov for nogen, der relativerer det billede, når der rent faktisk er øjenvidner, der har en anden udlægning.

Når Løkke udlægger sager om forbrug i Challenger-flyet på sin Facebook-side til 146.000 fans, har vi heldigvis kritiske journalister, der kan være med til at afdække, hvad der er op og ned.

De politikere, der har stemt for offentlighedsloven, har været med til at besværliggøre journalisters arbejde, når de skal agere demokratiets vagthund – en kontrolinstans, som politikerne desværre beviser igen og igen er nødvendig. For politikere er nu engang sat i verden for at gennemføre deres egne politiske sager, og de har en interesse i, at de selv ser så dygtige ud som muligt undervejs.

Journalister er sat i verden for blandt andet at sælge aviser, og de bedste går også op i at sikre, at de demokratiske spilleregler, vælgerne har vedtaget, bliver overholdt undervejs.

Politiske kommentatorer er sat i verden for blandt andet at fortælle almindelige mennesker, hvad der er op og ned i partiernes kommunikation. Især på sociale medier er der utallige eksempler på, hvordan partierne bruger sociale medier til at sætte tryk på modstandernes kriser og fremme deres egne succeser og af og til fyrer ting af sted, hvor der er behov for en sekundær kritisk kilde på historien.

Det har vi givet flere eksempler på i programmet #dkpol og kommer til at gøre det hele valgkampen.

Kan politikerne forvalte mere taletid fornuftigt?

Gjerskov vil have mere taletid. Jeg skrev første gang i 2013 hos mediet Denoffentlige.dk fra et offentlighedsperspektiv, hvad politikerne brugte deres taletid til i Folketingssalen og kaldte det en pinlig omgang, længe før jeg blev det, som Mette Gjerskov nu åbenbart kalder ”politisk kommentator”. Og længe før vi overhovedet tænkte på programmet #dkpol som filter til at få afdækket, hvordan politikerne nu bruger sociale medier til at fremme deres egne sager og af til levere spin-eksempler, som ville få en Karl Rove til at bestille et lyn-kursus i negativ kommunikationsteknik.

I mit blogindlæg fra 2013 var jeg selv provokeret over ordvekslingerne fra Folketingssalen, hvor politikerne på direkte Folketings-tv igennem en hel debat på 8-10 timer, uden politisk kommentatorfilter, forvaltede deres faktisk ret lange ufiltrerede taletid på vælgernes mandat særdeles tvivlsomt. Sådan ville jeg nok ikke have formuleret det i dag, men nu er det skrevet – og nettet glemmer aldrig. Nettet glemmer heller aldrig de utallige gange, hvor partierne har bedrevet negativ kommunikation over og under radaren over for hinanden. Det sker faktisk hver dag, at politikere kommunikerer alt andet end politiske sager, men taler proces, valgdato og meningsmålinger.

Det tager en almindelig vælger tre minutter at finde en spørgetime på nettet, som Folketinget selv har vedtaget rammerne for.  På Folketings-tv stiller debattørerne hinanden drilske spørgsmål uden at svare, putter hinanden udsagn i skoene og sørger for, at det bliver tweetet ud i horder, når Løkke fx påstår, at samme sko koster 2000 kroner.

Det giver Ekstra Bladet mulighed for at skrive, hvordan Løkke hånes på sociale medier – med tweets og Facebook-status fra S-politikere selv som brændstof i artiklen, når S-politikere skriver, hvor mange fadøl man kan få for 2000 kroners sko, og DSU retweeter det.

Vi er i dansk politik gået ud af en uge, hvor det største politiske parti i Danmark har hængt et kæmpebanner op i en gigantisk drille-manifestation på det tårn i Ørestad, hvor S, R og SF blev enige om regeringsgrundlaget.

Venstre hænger det nok ikke op for at ramme de pendlere, der slår vejen forbi Fields, og de har da også Støjberg stående on location til at give en kommentar, når den selvfølgelig rammer de største medier.

I øvrigt har Venstre tilsyneladende hængt det op uden tilladelse fra relevante myndigheder (og altså i strid med den lov, politikerne selv forvalter), med en kæmpe Pinoccio-næse for at påstå, at det næststørste parti lyver for vælgerne – understøttet af en digital indsats, hvor domænet fortæller, at nu lyver S igen.

Boostet af partistøttekroner fra vælgerne, der skal sikre folkeoplysning, som Inger Støjberg mener, at kampagnen hører ind under, og pushet af tweets fra politikerne selv for at ramme journalisterne.

Hvordan svarer Mette Gjerskovs eget parti igen? Ved at udlodde en tur til Mallorca på økonomi-klasse på partiets Facebook-side for at genantænde danskernes og vælgernes negative forargelsesfilter omkring, at Løkke muligvis har en lemfældig omgang med skatteydernes penge, når han booker sine rejser.

Det ville være synd at sige, at S og V lige nu bidrager til, at vælgerne synes, de gør et godt stykke arbejde for at fremme politik og reel politisk diskussion, og vi er et stykke fra, at partierne selv leverer noget reelt rugbrødsarbejde, der bliver pushet med samme energi.

Undervejs i ugen brød en ventet stor gymnasiereform sammen med beskeden om, at der bliver ikke en aftale mellem parterne før et valg.

Politisk arbejde bliver aflyst – af partierne selv, når de allerede er gået i gang med valgkampen, inden Statsministeren på vælgernes mandat har besluttet, at man skal aflyse det politiske arbejde og gå i gang.

Der er i øjeblikket indtruffet så høj en grad af negativ kommunikation partierne imellem på sociale medier, at det efterhånden kan karakteriseres som fartblindhed.

Partierne bruger så mange kræfter og tid på at iscenesætte hinanden og sig selv på blandt andet Twitter til journalisternes skue, at flere journalister i påsken nærmest sukkede over, at de ikke i det mindste kunne holde påske-kampagnefred. Vælgerne må tænke sit, og de må tro, at vores politikere ikke kan noget politisk. Det kan de!

Mette Gjerskov har ret i, at der er masser af dygtige politikere, der gør et godt stykke arbejde. Jeg husker det fuldkommen opsigtsvækkende øjeblik fra Folketingssalen, hvor Enhedslistens Henning Hyllested roste Transportministeren for godt arbejde.

Opsigtsvækkende, fordi tonen i Folketingssalen normalt ikke er rosende ord eller forligs-stemning. Rosen fra Ø gjorde faktisk Magnus Heunicke mundlam.

Statsministerens drilletime

Tag en tur med ned i Folketingssalen tirsdag den 10. marts 2015. Statsministerens spørgetime.

Løkke stiller et spørgsmål – fyndigt forberedt af en række kommunikationsfolk fra Venstre, der er trænet i at stille spørgsmål i Folketingssalen, så de optimalt fremmer Venstres dagsorden (som er helt legitimt):

”Er seks kroner i timen ved at stå op om morgenen, transportere sig på arbejde, aflevere børn i daginstitution, være på arbejde hele dagen, hjem igen, vaske tøj, gøre rent, seks kroner i timen. Er det en tilstrækkelig stor gevinst?”.

Thornings svar: ”Det, der ville være rigtig rart for den politiske debat i Danmark, det var, hvis Venstre ville fremlægge deres politik”.

Salen fyldes af hånlig latter fra blå fløj. Alle ved, at der ikke blev svaret på spørgsmålet, og at vi er havnet i Statsministerens drilletime igen igen.

Se selv klippet her – og bedøm så, om det er de politiske kommentatorer, der skal have hele æren for politikerlede.

Tag også en tur med ind på de sociale medier. Vi er helt derinde, hvor politikere som Gjerskov og Søren Pind har ubegrænset taletid.

De kunne mageligt invitere hinanden til en kop kaffe og tage en god politisk diskussion, tage en telefonsnak, eller måske endda en politisk forhandling om, hvordan et emne skulle løses fremover. I stedet vælger de igen og igen at gå i hundeslagsmål til alles skue.

Battles mellem Pind og Gjerskov burde have deres eget kapitel på Twitter, når de går til stålet. De vælger med fuldt overlæg en platform, hvor der sidder 3000 journalister og ser med. Den pågældende dag – klokken 13.13, mens Løkke 10. marts står og stiller spørgsmålet til Helle Thorning, vælger Mette Gjerskov at bruge sine sociale medier og over 5000 følgere, og en kanal til 3000 journalister til at fyre tweets af sted, der lægger en god digital bund under, at spørgsmålene i salen er ren valgkamp, rent drilleri og en måde at få udstillet sine modstandere.

Skal vi tage Mette Gjerskovs kritik for pålydende, bruger hun sine sociale medier til at fremme politiske synspunkter.

Undervejs bruger hun hashtags som #hvadvilvenstre og #dergrorsnartmospåvenstreskontanthjælpsloft og #gåikketilbagetilenfuser – Altså Mette Gjerskov bruger sin taletid på sociale medier til sit partis og til egen fordel.

Er det skummelt? Nej, faktisk ikke.

Det bliver først skummelt, når partierne i digitale tryk sørger for at blæse nogle af de samme hashtags op ved at bruge ”almindelige mennesker” til at få det til at ligne noget, der trender, så de ved, at det trigger mediernes ”Det er der mange, der taler om, så vi skriver historien”-filter.

Det bliver halvskummelt, når politikerne gerne vil bedrive en-vejs-kommunikation via de sociale medier, men ikke besvare journalisternes og vælgernes kritiske spørgsmål på samme kanal.

Det bliver rigtig skummelt, når de sociale medier begynder at blive fyldt med anonyme afsendere, der pludselig bryder grænser for, hvad man må skrive om andre mennesker inden for injurielovgivning, almindelig etik mv.

Kommentatoren, der gætter, lever ikke længe

Gjerskov kritiserer de politiske kommentatorers evne til udlægge politiske situationer korrekt.

Som kommentator i et politisk program som #dkpol om digitale politisk valgkamp (ikke om politik, for det har vi faktisk ikke mere forstand på end den almindelige politiske aficionado, så det overlader vi til Hans Engell, Langballe, Seerup m.fl.) gør vi meget ud af ikke at gætte, akkurat lige som førnævnte kommentatorer bruger lang tid på at tale med kilder.

En af de ting, som ikke bliver vist på skærmen er, når vi i vores research har både redaktionschef og journalister til at afdække sagens rette sammenhænge – eller når vi selv tager ind på Christiansborg og spørger de involverede, inden vi præsenterer analysen.

Inden #dkpol startede, har jeg været på besøg hos en række af de partier, jeg ikke normalt taler med hver dag som del af mit job og min kommentatortjans. Vi gætter ikke. Vi har jævnligt kontakt til partiernes webansvarlige, partisekretærer og politikere. Vi taler med politikerne.

Hvis de ikke ringer eller skriver selv – for det gør de ofte, når de gerne vil have vores opmærksomme øjne rettet et sted hen – det er en del af kommentatortjansen at blive tippet om gode historier om afsenderen og dårlige historier om modstanderen. De vil gerne sørge for, at vi ikke gætter på tv.

Det tager ikke lang tid at finde ud af, hvem af dem, der har set for meget House of Cards og regner med, at de kan sælge deres sandhed uden at få relevant kritik – de fleste ved, at hvis de snyder på vægten, så kan vi ikke stole på dem igen. Der er blevet taget adskillige emner ud af mange redaktionsplaner, og jeg har sagt nej til masser af interviews fra medier, der mente, at de havde en historie, som de kunne fremføre med min udtalelse, men ikke nødvendigvis dokumentere.

Jeg skal ikke levere et forsvar generelt for politiske kommentatorer.

Jeg er af den private holdning, at der bliver spekuleret for meget i meningsmålinger og valgdatoer ligesom Mette Gjerskov, og at der bliver talt for meget proces.

Men Mette Gjerskov kan jo gå til sin egen formand og bede hende offentliggøre valgdatoen, så vi ikke går og gætter, akkurat lige som danskerne selv gør, når nu den politiske situation allerede er druknet i valgkamp, og det er altså ikke de politiske kommentatorer, der har udskrevet det valg.

Jeg er også af den overbevisning, at danskerne fortjener et filter, hvor nogle mennesker, der har erfaring fra inden for murene, afdækker for danskerne, hvad der er op og ned, når partierne pusher strammede tal, i deres infografik-krig booster halv-smykkede tal eller indsnævrer akserne og tidsspænd i graferne for at præsentere det optimalt i forhold til deres egen mulighed for at blive genvalgt, og når de pusher budskaber med både skumle og reelle midler for, at samme danskere ude i stuerne skal rammes af bestemte budskaber.

Vi har set tætte valgkampe, hvor det meget vel kan være partiernes egne negative kanoner mod hinanden, der har flyttet de afgørende stemmer. Lukker politiske kommentatorer munden, skal politikerne lave en ordentlig omgang selvransagelse først, for lige nu nødvendiggør deres kommunikation, at der er nogen, der filtrerer, hvad der er op og ned for danskerne, så danskerne ikke rammes af spin.

Også fra de sociale medier, der er blevet et af politikernes yndlingsværktøjer til at søge at fremme deres egen dagsorden – i et tempo, så selv en politisk digital kommentator af og til skal holde øjnene meget åbne for at se, hvad der er op og ned, inden vi præsenterer det for danskerne.

For politikernes sandhed kan desværre ikke altid uproblematisk karakteriseres som sandhed. Der er nødt til at være nogle, der stiller de kritiske spørgsmål, journalister og kommentatorer. Og af og til er det nok meget sundt, at ”rugbrødspolitikere”, som Mette Gjerskov ikke ufiltreret får uanede mængder af taletid til at fortælle om alt det gode, hun gør for Danmark.