Lediggang ødelægger mennesker - også flygtninge

Der har været meget kritik af regeringens nye integrationsudspil. Men jeg er selv barn af en flygtning, der ikke havde noget meningsfuldt at stå op til om morgenen. Derfor er jeg stor tilhænger af socialdemokraternes nye forslag. Der er alt for længe kun blevet talt om integrationens problemer, nu er der endeligt lagt solide løsninger på bordet.

Det er kun én ud af otte flygtninge, der er i uddannelse eller beskæftigelse efter et års ophold i Danmark. Efter fire års ophold er det kun hver tredje. Det er ikke noget, vi kan være bekendt. Ingen har godt af at være arbejdsløs. Jeg tror på, at mennesker har bedst af at have et arbejde at stå op til. Det slider på både krop og sjæl at gå ledig. Derfor skal alle igang. Men hvordan?

De arbejdsløse flygtninge der i disse år kommer til Vestegnen fra Syrien er ligesom arbejdsløse danskere. De kommer tættere på arbejdsmarkedet ved at komme i løntilskud eller praktik i en rigtig virksomhed og væk fra det  samtalecirkus der blev bygget op under VK-regeringen i 00'erne. Det er dokumenteret adskillige gange. Derfor skal flygtninge nu arbejde nogle timer for deres understøttelse.

Derudover ligestilles nytilkomne nu med alle andre i Danmark. For eksempel foreslår Socialdemokraterne at alle nytilkomne der faktisk kan arbejde, også skal stå til rådighed fra deres første dag. Ligesom vi foreslår, at ufaglærte flygtninge under 30 år skal pålægges at få en uddannelse, hvilket allerede gælder for danskere under 30 år på kontanthjælp.

Mit parti har modtaget en del kritik for integrationsudspillet fra den yderste venstre- og højrefløj. Både herhjemme, men også på den anden side af Sundet. En politiker fra Enhedslistens søsterparti i Malmø har beskyldt udspillet for at være racistisk. Men er det racistisk at stille krav og forventninger til flygtninge?

Nej, selvfølgelig ikke. Vi kan derimod ikke være bekendt at lade flygtninge gå hjemme på permanent overførselsindkomst uden ambitioner om, at de skal have noget meningsfuldt at stå op til.

Jeg håber der bliver fred i Syrien, så de mange mennesker kan få lov til at vende hjem og genopbygge deres land. I mellemtiden er det et fælles ansvar at de har noget at stå op til i vores land.