Politisk kommentator: Derfor var Thulesen Dahl nødt til at angribe Løkke

Det får ikke konsekvenser for det langsigede samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Venstre, at Kristian Thulesen Dahl nu retter en bredside mod Lars Løkke Rasmussen.

Det fortæller Peter Lautrup Larsen, politisk analytiker til TV 2 News.

- Det her er først og fremmest valgkamp, og jeg tror sådan set at Lars Løkke Rasmussen har forventet en kritisk reaktion fra Dansk Folkeparti, selvom den er hård, siger han.

Kritikken kommer efter at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i påsken advarede danskerne mod en fremtidig "økonomisk maveplasker", hvis der ikke gennemføres nye reformer.

Det fik imidlertid Kristian Thulesen Dahl til at kalde V-lederens udtalelser for "noget, der tangerer til hykleri". Ifølge Thulesen Dahl har Løkke selv været med til at øge problemerne, da Venstre sammen med regeringen i 2012 gav danskerne skatterabat ved at give mulighed for at betale skat af deres kapitalpensioner nu i stedet for, når de går på pension.

Ifølge Peter Lautrup Larsen er det imidlertid ikke et ønske om at skade Lars Løkke Rasmussen statsministerchancer, der nu får Dansk Folkepartis formand til at reagere så kraftigt.

Han mener i stedet, at det handler om vælgerkamp.

- Det er bestemt også ud fra et ønske om, at Helle Thorning Schmidt ikke skal have det for nemt i den økonomisk debat. Men når Lars Løkke Rasmussens svar er, at vi må have flere reformer, så bliver Thulesen Dahl nervøs for de vælgere, som han har vundet i løbet af den seneste regeringsperiode.

Den politiske analytiker forventer dog, at Venstre vil komme med en reaktion på kritikken,

- Der er ingen tvivl om, at det kræver et svar fra Lars Løkke Rasmussen. En af hans største allierede retter en meget skarp kritik imod ham, og det bliver han nødt til at reagere på, siger Peter Lautrup Larsen til TV 2 News.