Sundhedsstyrelsen om akuttelefon: Vores anbefalinger gælder stadig

Region Syddanmark var den sidste region til at tilslutte sig ordningen med akuttelefonen, men er den første region, der af sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil have lov til at træde ud af ordningen.

Det skyldes, at ordningen ifølge regionrådsformand Carl Holst (V) dels ikke har givet den forventede økonomiske gevinst, dels at den har været en gene for borgerne. Derfor vil han genåbne den gamle direkte adgang til skadestuerne så borgerne ikke længere behøver ringe i forvejen. Men dermed går regionen direkte mod anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, ligesom regionen vil bryde med den økonomiaftale, som regionerne indgik med regeringen i juni 2014 om regionens økonomi for 2015.

Sundhedsstyrelsen anbefalede i sin rapport fra 2007 om et styrket akutberedskab i regionerne blandt andet, at al henvendelse til sygehusvæsenet skulle visiteres. Og den anbefaling gælder stadig, lyder det i en skriftlig kommentar fra Sundhedsstyrelsen til tv2.dk.

- Vores anbefaling er, at al henvendelse til sygehusvæsenet bør være visiteret, så patienten hurtigst muligt tilbydes det rette behandlingstilbud på det rette niveau. Sundhedsstyrelsen har ikke fundet anledning til at ændre i anbefalingerne, som fortsat er gældende.

S: Vi kan ikke bare træde ud af en aftale

Ifølge den socialdemokratiske formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen, er et år ikke nok til at høste de samme resultater, som andre regioner har opnået ved at være tilsluttet ordningen i to til tre år:

- I Region Midtjylland var de 2,5 år om at vende patientstrømmene, hvis de kan, burde vi også kunne klare det. Vi bør lade ordningen løbe et års tid mere for at se, om vi ikke også kan opnå positive resultater, siger Poul-Erik Svendsen til TV 2.

Han fremhæver desuden, at Region Syddanmark ikke bare kan træde ud af en aftale med regeringen.

- Jeg mener også, at vi er afhængige af penge til de nye sygehuse med baggrund i, at vi har den her visitering. Så der er mange ting, der skal tales med regeringen om. Man kan ikke bare sige, at nu vil vi lave om på det her, for det er noget, der er aftalt med regeringen, siger han.