DF bakker op: Tillad skadestue-besøg uden at ringe først

Hvis regionerne ønsker at droppe ordningen med televisitation og genåbne skadestuerne, skal de have lov til det.

Det mener Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, efter at regionsrådsformand Carl Holst (V) har ytret ønsket om at droppe den ordning, som Region Syddanmark indførte 1. april sidste år.

- Jeg synes, at det er en god udmelding, og at vi bør stoppe det. Vi har jo set regionerne forsøge på at lave visitationer ude på skadestuerne, men hvor der har været fatale fejl.

- Det har også været en historie om, at der møder folk op på en skadestue, som får at vide, at de lige skal ringe først. Så jeg glæder mig over udmeldingen, siger Liselott Blixt.

Ifølge Carl Holst har ordningen i Syddanmark ikke haft den forventede økonomiske gevinst og været en gene for borgerne.

Derfor vil han efter påske gå til sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og bede ham om lov til, at regionen kan genindføre den frie adgang til skadestuerne. Liselott Blixt håber på grønt lys fra ministeren.

- Som sådan plejer ministeren at sige, at det er regionerne, som har ansvaret. Det må han bevise i denne situation ved at sige, at regionerne selvfølgelig skal gøre det, der er bedst.

- Eller også må ministeren være klar til at kigge på alle de fejltagelser, der har været og få regionerne til at lave en direkte adgang i stedet for, at det skal være så kringlet, som det er i dag, siger Liselott Blixt.

Står det til sundhedsordføreren fra Dansk Folkeparti, mener hun, at regionerne skal have lov til at gå tilbage til det gamle system.

- Vi kan jo se, at det bare ikke fungerer i nogle af regionerne, men hvor man stædigt holder fast og bliver ved med at skyde flere penge i det, konstaterer hun.

Telefonvisitationen koster Region Syddanmark cirka 18 millioner kroner om året i lønomkostninger til sygeplejersker og læger, der døgnet rundt sidder klar ved telefonen.

Antallet af besøg på regionens skadestuer og skadeklinikker faldt med cirka 10 procent i perioden 1. april 2014 til 1. januar 2015. Det fald er alt for lille til, at visitationen er rentabel.

FAKTA: Regionernes visitation til skadestuen

Regeringen og Danske Regioner blev enige om at indføre telefonvisitation i en økonomiaftale efter anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

  • - Region Syddanmark indførte 1. april 2014 som den sidste region telefonisk visitering af personer, der ønsker at lægge vejen forbi skadestuen.
  • - Tre måneder tidligere - 1. januar 2014 - blev telefonisk visitering indført i Region Hovedstaden.
  • - I april 2012 indførtes telefonisk visitering på Aalborg Universitetshospital som det sidste sted i Region Nordjylland.
  • - I 2012 indførtes visiteringen på tværs af hele Region Midtjylland.
  • - Hele Region Sjælland var omfattet af telefonisk visitering i oktober 2011.
  • - I Region Nordjylland og Region Midtjylland skal man igennem sin egen læge i dagtimerne og lægevagten i aftentimerne. I de tre øvrige regioner har man akuttelefoner, udvidet lægevagttelefoner eller lignende.

/ritzau/