S-profil går solo: Vil give tilskud til rengøring

De danskere, der køber sig til rengøring og børnepasning, kan måske snart se frem til få dækket en del af udgifterne af staten.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Bruus foreslår, at den såkaldte hjemmeserviceordning, der blev afskaffet tilbage i 2003, genindføres.

Og kommer den socialdemokratiske uddannelses-ordfører igennem med sit forslag, vil det eksempelvis betyde, at en familie, der får udført rengøringsarbejde for 150 kroner, slipper med at skulle af med 100 kroner.

- Jeg foreslår, at vi indfører hjemmeserviceordningen, som giver tilskud til rengøring og andet husarbejde som hjælp til den travle børnefamilie, og som også kan være med til at sørge for, at noget af det sorte arbejde, der bliver udført i dag, bliver gjort hvidt, siger Jeppe Bruus og tilføjer:

- Og så skaber det en del arbejdspladser til dem, som er ufaglærte og ligger på kanten af arbejdsmarkedet.

Som argumentation fremhæver Jeppe Bruus et notat fra Dansk Erhverv, der sidste år kiggede nærmere på den svenske hjemmeserviceordning RUT-ordningen.

Af notatet fremgår det, at ordningen i Sverige på otte år har skabt mere end 17.000 jobs, og at 75 procent af dem kommer fra ledighed eller en tilværelse uden for arbejdsmarkedet. 

Han afviser, at ordningen vil være dyr at indføre.

- Hvis man kigger på de beregninger, som Dansk Erhverv har lavet, og den evaluering, der var af den tidligere hjemmeserviceordning, så viser det, at det formentlig er break even (det går lige op, red.), fordi det flytter folk fra arbejdsløshed til beskæftigelse. Og at det også frigør noget tid for dem, der allerede er på arbejdsmarkedet.

I forhold til Venstres løfte om at genindføre håndværkerfradraget fremhæver Jeppe Bruus, at hans forslag vil give arbejde til en masse ufaglærte frem for kun håndværkere, der i forvejen er i beskæftigelse.

Bliver skudt ned af regeringen

Forslaget om at genindføre hjemmeserviceordningen er ikke regeringens officielle politik, og hos socialdemokraternes gruppeformand Leif Lahn Jensen, får det da også en kold skulder.

- Det er Jeppes eget forslag, og det står selvfølgelig for hans regning. Det er ikke noget, vi har nogle planer om. Vi mener, at de ting, vi har gjort, virker bedre og er meget smartere end eventuelle andre ordninger, siger Leif Lahn Jensen og nævner, at regeringen har fået 50.000 flere i arbejde, at ledigheden er faldendesamt, samt at både børnefamilier og ældre har flere penge til sig selv.

Men er det her ikke en god måde at rykke ufaglærte fra ledighed ind på arbejdsmarkedet?

- Det er da en rigtig god idé, og vi har sådan set ikke bestilt andet de tre et halvt år, vi har været i regering. Mange af de her 50.000 arbejdspladser er jo netop både ufaglærte og faglærte. Samtidigt har vi sørget for at løfte uddannelsen til ufaglærte ledige, siger Leif Lahn Jensen og tilføjer:

- Så ud fra det Jeppe mener en god idé, har vi netop ført hele vores politik i tre et halvt år.

Hvad synes du om sådan en soloudmelding fra din partifælle?

- Det er jo fint med gode debatter, og man må mene, hvad man vil, men regeringens holdning er helt klar, at det er ikke den her ordning, vi kigger på nu.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter