Politiker udelukket, fordi han er handicappet

Et flertal i Fredensborg Kommune har udelukket en handicappet kommunalpolitiker fra at behandle visse handicapsager.

Det drejer sig om Kristian Hegaard fra De Radikale, som et flertal i byrådet har kendt inhabil i at behandle planlagte millionbesparelser på handicapområdet.

Et af punkterne på spareforslaget er nemlig det såkaldte BPA-tilskud. Det berører ni handicappede i kommunen - en af dem er Kristian Hegaard, der selv sidder i kørestol.

Et flertal i byrådet mener derfor, at Kristian Hegaard er inhabil i sagen - til hans egen store frustration.

- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at de, der stemmer på mig, ikke får deres stemme hørt og ikke er repræsenteret i byrådet på den måde, de gerne vil, siger Kristian Hegaard til TV 2 NEWS.

Klager over afgørelse

Kristian Hegaard har derfor klaget til det kommunale tilsyn over kommunens afgørelse. Han henviser til, at BPA-tilskuddet kun er en lille del af den samlede besparelse.

- Hvis det her er tilladt, betyder det, at en forvaltning kan målrette en meget lille besparelse mod en bestemt politiker, når det handler om en stor plan, og på den måde udelukke bestemte politikere fra en beslutning, hvis der er bare en lillebitte besparelse, der er målrettet mod en bestemt persongruppe, siger Kristian Hegaard.

Men mandag aften fastholdt et flertal med Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti beslutningen om at udelukke Kristian Hegaard fra forhandlingerne.

For stor indflydelse på egne forhold

Flertallet henviser til Forvaltningslovens paragraf 3, der siger, at "den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald."

- I præcis den her situation er der ingen tvivl om, at Kristian vil få en meget afgørende indflydelse på sin egen rolle, hvis han er med til at behandle spørgsmålet, siger Hans Nissen (S), formand for socialudvalget, til TV 2 NEWS.

- Hvis BPA'en ikke havde været en del af det her sagskompleks, så havde Kristian ikke været inhabil i sagen. Det er udelukkende fordi, at han ved at være med til at behandle det store sagskompleks, får en proportional alt for stor indflydelse den lille sag, der omhandler hans egne personlige forhold, siger Hans Nissen.

Sagen har vakt stor debat, og blandt andet Venstres folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt har blandet sig. På Twitter skriver han:

- Forstår handicappede politikkerne er inhabile på handicapområdet. Er politikere med arbejde så inhabile i Beskæftigelsesudvalget?

Hvad er BPA?

Omdrejningspunktet for striden om Kristian Hegaards mulige inhabilitet er besparelserne på BPA-ordningen.

BPA står for Borgerstyret Personlig Assistance.

Ordning kan gives til borgere over 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har meget omfattende hjælpebehov.

Kommunen bedømmer omfanget af hjælpebehovet efter en konkret og individuel vurdering.

Herefter tildeles den handicappede et tilskud til at ansætte personlige hjælpere.

Kilde: Socialministeriet

Inhabilitet

Det siger Forvaltningsloven § 3 om inhabilitet:

Stk 1. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.