Drabsmand får forældremyndighed: Nu vil politikerne se på reglerne

Det er nødvendigt at se på, om reglerne for forældremyndighed skal laves om.

Sådan lyder det fra flere politikere på Christiansborg, efter TV 2 søndag kunne fortælle, at Anders Larsen, der sidste sommer slog sin ekskone Hafida Bourouih ihjel, har fået forældremyndigheden over parrets to børn.

Hos Venstre vil folketingspolitiker Eyvind Vesselbo ikke kommentere på den konkrete sag, men han mener generelt, det er vigtigt at kigge på, hvilke signaler der sendes.

- Det her er jo en ren juridisk beslutning, der er truffet ud fra en paragraf i lovgivningen, men man sender jo nogle signaler, siger Eyvind Vesselbo.

Tildeling af forældremyndighed bliver afgjort ud fra forældreansvarsloven, som ifølge en advokat alene ser på, hvor børnenes tarv varetages bedst, og som ikke forsøger at skabe en retfærdighedsfølelse.

Men den lovgivning kan der ifølge Eyvind Vesselbo være problemer med i visse sager.

- Der står som udgangspunkt i loven, at hvis den ene slår den anden ihjel, får den, der slår den anden ihjel, næsten automatisk forældremyndigheden, og det er jo et problem og et forkert signal at sende, siger Eyvind Vesselbo og understreger, at han ikke ved, om børnenes tarv er blevet varetaget i den konkrete sag.

DF vil diskutere loven med ministeren

Hos Dansk Folkeparti vil socialordfører Karin Nødgaard heller ikke gå ind i den konkrete sag, men hun mener, at der er en anledning til at diskutere den nuværende lovgivning med socialminister Manu Sareen.

- Når man ser på nogle af de eksempler, der kommer frem, må vi fra politisk side gå ind og justere noget af den her lovgivning, siger Karin Nødgaard og fortsætter:

- Det kan jo ikke være rigtigt, at man faktisk kan belønne en person for at slå den andens forældre ihjel, siger hun.

Karin Nødgaard understreger, at det ikke er sådan, at børnene aldrig må være sammen med den dømte, men hun mener, at der ligger så mange ting i forældremyndighedsrollen, at den dårligt kan blive varetaget, hvis vedkommende sidder i fængsel.

Den vurdering deles dog ikke af Statsforvaltningen, der i sin afgørelse den 17. marts skrev:

”Det forhold, at du har slået børnenes mor ihjel og formodentlig skal sidde i fængsel i en længere årrække, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at forældremyndigheden over (…) ikke skal blive hos dig".

Derudover lægger Statsforvaltningen i deres afgørelse vægt på, at Anders Larsen er drengenes far, og at de på baggrund af kommunens vurdering "har en god og kærlig tilknytning" til deres far.

Socialdemokraterne klar til at se på lovgivningen

Hos regeringens største parti, Socialdemokraterne, vil familieordfører Julie Skovsby, ligesom sine kollegaer heller ikke gå ind i den konkrete sag, men hun er klar til at se på den nuværende lovgivning.

- Med udgangspunkt i barnets tarv mener jeg godt, at vi kan gå ind og se på den lovgivning, de regler og den praksis, der er omkring den situation, at en far begår den forbrydelse at slå moren til sine børn ihjel, siger Julie Skovsby.

Hafida Bourouih og Anders Larsens to børn bor i dag hos sidstnævntes forældre.

Anders Larsen sidder i dag og fængslet, hvor han de næste mange år skal afsone sin dom.

Hafida-drabet

  • 29. juli sidste år blev liget af den 39-årige mor til to fra Glostrup, Hafida Bourouih, fundet på Sydsjælland efter, at hun havde været savnet siden 24. juli.
  • Da havde hendes tidligere samlever allerede været varetægtsfængslet i tre døgn, sigtet for drab.
  • Anders Larsen har erkendt at have kvalt Hafida Bourouih i familiens lejlighed i Glostrup og efterfølgende skilt sig af med liget.
  • Ifølge gerningsmandens forklaring til politiet var drabet resultatet af et skænderi, der røg ud af proportioner.