You have the Right to Move - use it!

Jeg har ondt i mit venstre ben, solen banker ned på mig, og jeg er forpustet. Jeg har løbet ca. 7 km af den halvmarathon jeg skal løbe, og jeg har allerede ramt nedturen.

"You wanna be strong for this" siger en stemme, jeg vender mig om og bag mig løber en palæstinensisk pige på ca. 15 år. Hun tager min hånd og vi løber de næste 100 meter sammen.

Jeg er i Palæstina, hvor jeg for tredje gang deltager i løbet Right To Movement. Løbet illustrerer lige præcis det palæstinenserne ikke har, nemlig Right to Movement - retten til at bevæge sig frit.

Selvom det kan virke mærkeligt at over 3000 friske løbere betyder noget, så giver det håb til palæstinenserne.

I Palæstina kan man ikke løbe et marathon uden at ramme et israelsk checkpoint. Israel har nemlig bygget en såkaldt sikkerhedsmur. Den er kæmpestor og af massiv beton.

Muren, som bogstavlig talt er midt i det hele, kaster en ubehagelig skygge over det palæstinesiske folk. Det er ikke bare noget jeg skriver for at forstærke historien. Tværtimod. Den tunge dystre stemning omkring muren kan hurtigt mærkes på egen krop.

Hvis du er palæstinenser skal du have en tilladelse til at kunne gå igennem. Og du skal igennem et større sikkerhedscheck for at komme om på den anden side af muren, hver eneste gang de skal krydse den.

Du skal vise identitetspapirer og får tjekket deres fingeraftryk. Palæstinenserne står hver dag i lange køer for at komme igennem, når de fx skal besøge familie eller på arbejde på den anden side.

Derfor skal dem, der skal løbe marathon i dette løb, løbe halvmarathonruten to gange.

Retten til at kunne bevæge sig frit er nok noget vi tager for givet. Jeg gør i hvert fald.

Indtil jeg var i Palæstina første gang for tre år siden, tænkte jeg aldrig over, at det der med at snøre løbeskoene og løbe en lang tur, ikke er en mulighed man har i Palæstina.

Nu handler det her ikke om at palæstinenserne skal bruge alle deres dage på at løbe. Men det at løbe, og ikke mindst løbe hurtigt, står lige præcis i modsætning til deres hverdag hvor de skal stå i kø, i flere timer for at komme fra A til B.

Da jeg kom til Betlehem mødte jeg en mand der skulle løbe med i løbet.

Vi snakkede lidt løst og fast, indtil vi kom til at snakke om hvordan løbet havde udviklet sig. Der kiggede han smilende på mig, og sagde "We feel freedom", og det er i sig selv nok til at understrege, at løbet gør en kæmpe stor forskel for palæstinenserne.

Der er nu også andre grunde til at det gør en forskel.

De to første år løbet blev afholdt, fik løbere fra Gaza ikke lov til at rejse til Vestbredden for at deltage i løbet. Det er generelt meget svært at få lov at rejse ud af Gaza. Man skal være mand, over 45 år og ikke have nogen i sin familie der er registreret hos det israelske politi, hvis man skal have en chance for at rejse ud. Det betyder, at mange af dem der bor i Gaza aldrig har set andet end denne isolerede del af Palæstina. Et areal der svarer til Langeland.

I år fik 50 løbere fra Gaza lov til at rejse ud, for at løbe med i Bethlehem. Jeg er overbevidst om, at det er fordi løbet er blevet større, og fordi det har fået mere international bevågenhed.

Det første år var der 600 løbere med, men i år var der over 3000 løbere med, der repræsenterede 50 lande.

Det betyder noget!

Sidst, men ikke mindst er løbet en positiv historie - og det har palæstinenserne i den grad brug for.

Hver dag lever de med chikane og kontrol. Hver dag lever de med at de ikke har ret til at bygge, at de ikke har fri adgang til vand og elektricitet. Og hver dag lever de med en mur der skiller dem og deres familie, venner, skole og arbejde.

Men løbet her, er de med til at arrangere og deltage i.

Så når vi løber i Bethlehem løber vi også for at fortælle en anden historie om palæstinenserne. En historie der handler om viljestyrke, gæstfrihed og selvstændighed.

Alle i Bethlehem er glade når der er Right to Movement løb, og jeg håber at når vi løber sammen langs muren, glemmer de den for et kort sekund.

Og jeg tror på at løbet her giver håb til palæstinenserne.

Så ja, i wanna be strong for this! Og jeg gennemførte 2 minutter hurtigere end sidste år.

Næste år pakker jeg løbeskoene igen, og jeg håber, at du har lyst til at tage med. 

You have the Right to Move - use it!Â