Besserwisserne: Udlændinge bliver valgets hovedtema

Du kan se Besserwisserne på TV 2 PLAY her

Økonomi, dagpenge, klima og skat er nogle af de emner, der har været udnævnt til valgtemaer af de politiske kommentatorer.

I denne uges udgave af ”Besserwisserne” er de fleste kommentatorer dog enige om, at udlændingepolitikken vil blive hovedtema ved forestående folketingsvalg:

- Hvis man kigger på, hvem der har nogle interesser i at holde dagsordener kørende, så tror jeg sådan set at begge blokke har interesse i at holde udlændinge, integration, flygtninge kørende – al den stund at regeringen nu har fremlagt et integrationsudspil, som de jo også gerne vil forsøge at markedsføre sig på. Og de borgerlige har masser af interesser i lige præcis det emne, siger Casper Dall, politisk redaktør på Information.

- Hvis man bare husker få måneder tilbage, så havde vi en ret heftig debat om flygtningestrømme til Danmark og det vil fortsætte. Så er det så blevet forstærket endnu mere af terrorangrebet, vurderer Christine Cordsen, politisk redaktør på Jyllands-Posten.

Forleden viste en meningsmåling fra Voxmeter at emnerne ”sundhed og sygehuse” samt ”indvandring, asyl og integration” er de emner som flest danskere angiver, når de bliver spurgt om, hvad der er afgørende for, hvor de sætter krydset ved folketingsvalget.

Besserwisserne

De politiske besserwissere står for skud, når TV 2 NEWS’ vært inviterer en række politiske redaktører, analytikere og kommentatorer i studiet for at holde dem op på deres analyser. Gik det, som de forudsagde, eller blev de udsat for kløgtigt spin?

Besserwisserne sendes hver fredag klokken 18.10 på TV 2 NEWS.