Barnebrudene betaler prisen i nærområderne

Mens mine politikerkolleger på Christiansborg skændes om, hvem der har skylden eller æren for, at flygtningetal går op og ned, sunder jeg mig mentalt efter et besøg hos Syriens børn i Jordan. Mennesker der føler sig glemt og ignoreret i verdens alvorligste humanitære krise i nyere tid.

Tænk hvis vi fik 1 mio flygtninge fra Sverige? Vi kan jo godt lide nabofolket, men ville nok ønske, at de hurtigt tog hjem igen. Tænk hvilket pres vi ville have på alle vores ressourcer. Boligpriserne ville flyve i vejret. Kloakkerne blive overbelastet. Skoler og sygehuse ville segne under presset. Prisen på mad ville eksplodere. Selvom jeg er sikker på, at vi ville tage godt imod dem, tror jeg at vi hurtigt ville se skævt til blåøjede naboer med blondt svenskerhår.

Jordan er et udviklingsland uden naboernes rige olieressourcer og med ufattelig få vandressourcer. De er 6,5 mio. mennesker og har taget imod 1,4 mio. syrere. Grænsen for det gode naboskab er nået for længst.

Igen og igen måtte jeg se desperate flygtninge i øjnene og sige: ’Du er ikke glemt. Det er derfor jeg er her. Vi ved, at I lider’. De er ikke glemt af verden, selvom de føler det sådan. Men de er heller ikke højt prioriteret. Fx er der lige blevet skåret voldsomt i deres madrationer – der mangler simpelthen penge i FN.

Jeg glemmer dem aldrig. Kvinden, der var flygtet fra Damaskus, og som søgte hjælp til sin 3-årige datter, som var bange hele tiden. Bange for at sove, bange for høje lyde, bange for alt. Moderen ville vide, hvordan hun bedst kunne hjælpe sin datter. Jeg kunne fornemme, at vi ikke skulle spørge til faderen – han var i hvert fald ikke med dem. Der var også manden, som var flygtet fra den belejrede by Homs med et skudsår i hovedet. Til fods. Alle havde mistet.

Og statistikkerne viser deres egne sørgelige resultater. Om antallet af barnebrude, der er eksploderet. Piger bliver gift helt ned til 13 års alderen, når desperate forældre enten prøver at give dem en mere sikker fremtid end flygtningelejren byder på, eller simpelthen har brug for medgiften for at forsørge resten af familien. Historier om menneskehandlere, som betaler for pigerne, der så sendes til andre lande, hvor ældre, rige mænd gerne vil have en ung brud. Ægteskabsalderen i Jordan er 18 år, så barnebrude er et helt nyt og desperat fænomen. Familiernes værdier er væk. Smykker og arvestykker er solgt. Der er ingen ressourcer tilbage og alt kører på pumperne med FN og verdenssamfundet som eneste hjælp.

Men jeg så også glæden hos de børn, som rent faktisk kom i skole i flygtningelejren. Glæden hos de kvinder, som fik lidt remedier til at oprette en frisørsalon i lejren. Her kunne de forkæle hinanden lidt, og for en stund glemme de barske realiteter.

Jeg så en meget velorganiseret flygtningelejr, hvor madrationer er erstattet af elektroniske købekort, så flygtningene selv kan købe deres mad i lejrens butikker. Velorganiseret på den desperate baggrund, at de har øvet sig efter at have håndteret Syriens flygtninge i årevis.

Men først og fremmest så jeg mennesker. Mennesker, der er ved at segne. Et nærområde som ikke kan klare mere. Turistområder, som har mistet 80 pct. af deres indtægter og kun bidrager med arbejdsløse jordanere. Et land som hverken økonomisk eller menneskeligt kan klare belastningen.

Og klik. Så er jeg hjemme igen og hører om, hvordan borgerlige politikere med alvorstunge miner taler om at flygtninge skal hjælpes i nærområderne. Samtidig med at de vil skære på netop den bistand, som skal hjælpe i nærområderne. Det er næsten ikke til at bære.