Løkkes bror melder sig ud af Venstre i protest

Knud Løkke Rasmussen, Lars Løkkes bror, har torsdag morgen meldt sig ud af Venstre. Han bliver dermed løsgænger i byrådet i Fredensborg Kommune.

Det skriver Frederiksborg Amtsavis.

Udmeldelsen sker i protest mod den politiske ånd i Venstre i Fredensborg Kommune.

- Jeg har kæmpet i over et år for at ændre situationen, men det er ikke lykkes. Det handler om Venstre i Fredensborg Kommune, ikke Venstre på landsplan. Den dag jeg bliver obduceret, vil man finde et blåt hjerte i mig, og til folketingsvalget stemmer jeg på Venstre, siger Knud Løkke Rasmussen til avisen.

Den tidligere statsministers bror har det seneste år påpeget en politisk kultur i Venstres byrådsgruppe, som han finder uheldig, og han har mistet tilliden til to medlemmer af Venstres byrådsgruppe. Sagen handler også om en række sager, hvor han mener, at den politiske ledelse er ude af trit med Venstres lokale bagland.