Taltrylleri med praktikpladser er dårligt håndværk!

Undervisningsministeriet har tryllet nye tal frem, der viser, at der nu kun er 5.966 smede- murer- tømrer- kontor – og alle andre erhvervsuddannelseselever, der mangler en læreplads. Det ville bestemt være dejligt, hvis det var sådan, men mon ikke de 12.936 elever der reelt mangler en praktikplads, har en anden oplevelse?

Eleverne får ikke flere praktikpladser af sminkede tal

Det lækre lave tal kommer sig af, at ministeren ikke længere vil betragte de elever, der går på erhvervsuddannelsens grundforløb og dem som er i skolepraktik, som praktikpladssøgende elever.

Men det er netop mens eleverne går på grundforløbet, at de leder efter en læreplads, så de kan komme videre med deres uddannelse på hovedforløbet, hvor praktikken ligger. Og eleverne i skolepraktikken er jo netop i praktik på skolen, fordi de mangler en læreplads i en virksomhed.

Eleverne mangler altså reelt praktikpladser. Ja faktisk SKAL de være praktikpladssøgende, mens de er i skolepraktik – men alligevel fjerner undervisningsministeren dem fra listen over praktikpladssøgende elever. Tænk hvis man lavede samme stunt på beskæftigelsesområdet, og bare lige fjernede dem, der er i løntilskud eller i virksomhedspraktik fra arbejdsløshedsstatistikken. Ja så ville ledigheden i Danmark pludselig se en del flottere ud.

Ministeren skal løse problemet - ikke få det til at se mindre ud

Når ministeriet løbende laver praktikpladsstatistikker og holder grundigt øje med udviklingen, så er det jo ikke bare for at holde medarbejderne i ministeriet beskæftigede. Nej så er det jo fordi, vi skal kunne se, hvor mange praktikpladser der reelt mangler - så vi kan handle på det.

Og her finder vi det grundlæggende problem, nemlig at regeringen ikke gør dagens gode gerning for at skaffe de praktikpladser, der mangler.

Regeringen tør ikke forpligte virksomhederne på at tage elever, og det er den eneste måde, vi kan skaffe de praktikpladser på.

Inden krisen kradsede manglede der også praktikpladser. Her var undskyldningen fra de store virksomheder at de havde for travlt til at have lærlinge. Nu er undskyldningen at de ikke har råd.

Derfor er vi som politikere nødt til at forpligte virksomhederne  til at oprette praktikpladser. Ellers får hverken de eller Danmark den arbejdskraft vi skal bruge i fremtiden.  

Med regeringens indstilling kommer vi aldrig ned på en praktikpladsmangel på 5.966 elever – som regeringen nu derfor tryller sig frem til.

Det er total mangel på respekt overfor de 12.936 lærlinge, der hver eneste dag knokler for at blive bedre til deres håndværk, at Undervisningsministeren leverer sådan et dårligt stykke håndværk!