Løkke og Mette F: Vi skal nok blive enige

Det er kompliceret stof. Det tager tid. Men vi skal nok nå til enighed.

Sådan lyder det fra både Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen og justitsminister Mette Frederiksen, der onsdag formiddag forlod endnu en omgang forhandlinger om det danske retsforbehold.

De såkaldt EU-positive partier – Socialdemokraterne, Venstre, SF, Radikale og Konservative – har i ugevis forhandlet om hvilke dele af det retlige samarbejde i EU, Danmark skal tiltræde, hvis et flertal stemmer ’ja’ ved den folkeafstemning, der kommer senest i første kvartal 2016.

- Det er ret meget materiale. Og vi skal være sikre på, at det er det rigtige, vi gør, siger Lars Løkke, der ikke er i tvivl om, at forhandlerne nok skal nå til enighed:

- Det her går stille og roligt fremad, og selvfølgelig får vi lavet en aftale. Men det er også kompliceret stof, og vi skal alle sammen bagefter kunne stå på mål for, at det er de rigtige ting, vi nu har valgt at melde Danmark ind i, og de rigtige ting vi har valgt at holde Danmark ude af. Og jeg er helt sikker på at det ender med, at vi får en aftale.

Mette F: Flygtningepolitik ikke en del af aftalen

Justitsminister Mette Frederiksen deler Lars Løkkes udlægning af, at det er ’enkelte udeståender’, der nu står i vejen for at lande en aftale.

- Vi skal have analyseret det hele i bund. Vi er tæt på, men der er stadigvæk et par enkelte udeståender.

Mette Frederiksen understreger samtidig, at parterne er enige om, at asyl- og flygtningepolitikken skal holdes ude af aftalen.

- Det, vi holder helt ude af aftalen, er det, der vedrører asyl, flygtninge og indvandrere. For det vil vi simpelthen have lov til at bestemme i Danmark. Vi har givet hinanden hånden på, at asylpolitikken ikke er et europæisk anliggende, men et dansk anliggende. Og så har vi også givet hinanden hånden på at Europol – samarbejdet mellem politikorps på tværs af landegrænser – skal Danmark være med i. Der er så en masse retsakter derudover, og det er dem vi sidder at kigge på nu. 

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter