K vil have Muhammed-tegninger på skoleskemaet

Muhammed-tegningerne og den efterfølgende Muhammed-krise skal have en fast plads på skoleskemaet i den danske folkeskole.

Det mener De Konservatives politiske ordfører, Mai Mercado.

I en kronik i Jyllands-Posten fredag skriver hun, "at det er en sag, der skal tales åbent om, og derfor hører Muhammed-tegningerne selvfølgelig hjemme blandt punkterne i Undervisningsministeriet historieundervisning".

- Der bliver allerede undervist i Muhammed-krisen i masser af folkeskoler i dag, men det er ikke systematisk. Det ville det blive, hvis Muhammed-tegningerne kom med i den obligatoriske kanon, siger hun til Ritzau og fortsætter:

- Terrorangrebet på World Trade Center 9/11 er med, ligesom Murens fald er. Det er vigtigt, at vi tager diskussionen med hinanden. Vi svigter vores samfundsansvar, hvis vi ikke gør. Vi skal lære børnene samtalens og diskussionens vej frem for trusler og vold.

Forslag skal ikke provokere

Mai Mercado understreger, at der ikke er tale om, at forslaget skal provokere eller krænke nogen.

- Men det kan ikke nytte, at vi har berøringsangst over for at tale om og vise tegningerne. De er 10 år gamle, og kommer de med i kanonen, bliver det legitimt at diskutere det. Det giver også legitimitet til lærerne, siger hun.

Hun håber, at kronikken i første omgang vil få de øvrige partier i Folketinget til at diskutere idéen og forhåbentligt bakke op om den, så forslaget kan gennemføres.

Undervisningsministeriets kanonpunkter er udvalgt, idet de markerer væsentlige brud eller forandringer i det historiske forløb eller har signalværdi som symboler for et bredere historisk fænomen.

Listens 29 punkter indeholder emner, der er obligatoriske for eleverne i folkeskolens historieundervisning.

S: Tegninger skal ikke være tvang

Socialdemokraternes uddannelsesordfører Jeppe Bruus fast del af undervisningen

- Det kan være fornuftigt nok at have det med som en del af det, der kendetegner vores nyere historie, men jeg er imod at man skal påtvinge den enkelte lærer at hive nogle tegninger op af skuffen som en del af undervisningen, siger han til TV 2 NEWS.

Han understreger, at det ikke skal ses som et udtryk for en berøringsangst, men skal som tillid til og opbakning til lærernes frihed til at tilrettelægge deres undervisning.

- Lærerne skal have et frit valg til at vise de tegninger, hvis de synes, det passer ind på en god pædagogisk måde, men jeg ønsker ikke at fratage lærerne det valg, siger Jeppe Bruus.

Enhedslisten: Det er et skråplan

Det konservative forslag har dog ingen gang på jord, lyder det fra Enhedslistens Finn Sørensen, der mener, at Mai Mercado skal overlade det til folkeskolelærerne at tilrettelægge undervisningen.

- Vi har nogle rigtige dygtige folkeskolelærere i det her land, og jeg er helt sikker på, at de godt kan finde ud af at undervise i demokrati og menneskerettigheder, sådan at alle elever kan få noget ud af det, uanset elevens baggrund, siger Finn Sørensen til TV 2 NEWS.

- Det er virkelig et skråplan, hvis vi politikere skal til at ligge og stemme inde i Folketinget, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og hvilke undervisningsmaterialer, der skal bruges. Den går simpelthen ikke, siger Finn Sørensen.