Er et statsligt mobbepoliti borgerlig politik?

Man kan meget hurtig blive træt af politikere, når disse gennem bedrevidenhed og moraliserende lovgivning vil irettesætte og tilpasse borgeres hverdag gennem tåbelig lovgivning.

Dette fænomen bliver ofte gennemtrængende på Borgen og i de danske medier i valgkampstider, og Venstre må med dagens udmelding om et statsligt mobbepoliti tage prisen for det mest åndsvage oppositionsforslag i 2015.

Venstre har med sit udspil præsenteret en række initiativer, der skal komme mobning i landets folkeskoler til livs. Og det er i og for sig glimrende, at Venstre vil styrke de danske folkeskoler og børnenes ve og vel, men gennem disse initiativer skyder det liberale parti ganske enkelt helt ved siden af skiven.  

Forældre til børn, der mobber andre, skal nu – ifølge Venstre - skæres i børnechecken, hvis ikke forældrene vil være med til at hjælpe med at løse problemet. Med andre ord foreslår et såkaldt liberalt parti, at vi skal bruge ydelser til at kontrollere befolkningens opførsel, og at staten skal overtage helt centrale dele af det ansvar, som burde ligge hos de danske familier.

Men hvorfor skal staten gennem politisk paternalisme overdrages disse beføjelser? Er det fordi, at vi ikke længere har tiltro til almindelige danske familier? Eller er det bare fordi, at Venstres folketingspolitikere mener, at de generelt er lidt klogere end resten af Danmarks borgere?

I realiteten vil Venstres forslag føre til indførelsen af et statslig mobbepoliti med sanktionsmuligheder over for forældre, der ikke opdrager deres børn, som de folkevalgte ønsker det. Og hvor godt plejer det at gå, når staten på bekostning af civilsamfundet overtager kompetencer, de burde holde sig fra? Jeg mangler stadig at se et godt eksempel.

Mere bureaukrati, kontrol og stat er ikke løsningen for Danmarks udfordringer, hvad end vi taler om erhvervslivet, klimapolitik eller folkeskolen – det er derimod frihed og ansvar for det samfund som vi ønsker at skabe.

Politikernes rolle er at danne rammerne for samfundet snarere end at diktere, hvordan danske familier skal leve deres liv.

Forældrenes rolle er derimod at sørge for, at deres børn opfører sig ordentlig omkring andre mennesker. At de ikke tyranniserer sidekammeraten gennem en hel skoledag. At de husker at sige ’tak for mad’ og ’fortsat god dag’.  Og at de respekterer, at folk er forskellige og, at der skal være plads til os alle.  

Personligt er egentlig ganske tilfreds med, at det var mine forældre der stod for min opdragelse og ikke staten, og såfremt jeg en dag selv får børn, så vil jeg foretrække, at det forbliver sådan.   

Mobning skal naturligvis kommes til livs, men hvis borgerlige politikere i ramme alvor mener, at staten altid er bedst til at løse alle udfordringer, sĂĄ er kampen for frihed til civilsamfundet i sandhed op ad bakke.Â