S-ordfører rystet over Pia K: - Det er et nyt lavpunkt

Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard går langt, langt over stregen, når hun i sit seneste blogindlæg på TV2.dk langer ud efter regeringen, der ifølge den tidligere DF-formand blandt andet ”valgte at ignorere advarslerne fra mange forskellige sider”, og reagere ”for sent og utilstrækkeligt” efter terrorangrebet i København forrige weekend.

- Jeg er rystet over, disse skingre udtalelser fra Pia Kjærsgaard. Det er et nyt lavpunkt for hende, når hun beskylder regeringen for at være skyld i terrorangreb. Det er jo det samme som en række andre DF-politikere, som eksempelvis Aia Fog, har sagt, men de blev jo banket på plads af partitoppen, siger Maja Panduro, der er Socialdemokraternes politiske ordfører, med henvisning til DF-folketingkandidaten Aia Fogs udtalelser om, at ”Radikale Venstre bærer et stort ansvar for, at det (terrorangrebet, red.) kan lade sig gøre”

- Jeg synes det er beskæmmende at se Pia Kjærsgaard lægge ansvaret for en gals mands gerninger over på andre. Der er kun en der er skyldig, og det er terroristen. Når man som Pia Kjærsgaard lægger et politisk ansvar ind over, virker det som en formildende omstændighed, fortsætter Maja Panduro, der opfordrer Pia Kjærsgaards partiformand Kristian Thulesen-Dahl til at banke sin ordfører på plads.

-  Desværre tror jeg Kristian Thulesen-Dahl er bange for at sige hende imod, ligegyldigt hvor skinger og langt ud hun er i sine udtalelser.

’Hun skal slappe helt af’

Pia Kjærsgaard trækker på skuldrene af den hårde kritik fra den politiske modstander.

- Jeg synes ærlig talt, at Maja Panduro skal slappe helt af og lægge trommestikkerne til valgtrommen til side. Må man nu slet ikke kritisere regeringen mere?, skriver Pia Kjærsgaard i en skriftlig kommentar til TV2.dk.

- Jeg kan godt se, at det vil være behageligt for regeringen, men vi lever nu engang i et demokrati. Det har gennem mange år ikke skortet på advarsler, og regeringens plan er og bliver utilstrækkelig. Blandt andet er der ikke tilstrækkelig uddannelse og opgradering af politiet, og der er ikke taget højde for, at PET, politiet og Kriminalforsorgen rutinemæssigt skal udveksle oplysninger. Regeringen er altså ikke hævet over kritik, men det ville klæde Socialdemokratiet at forholde sig sagligt til kritikken i stedet for at puste sig op. Maja Panduro skal ikke løbe fra, at det er regeringens ansvar at sikre danskerne.

Du kan læse Pia Kjærsgaards blogindlæg her, og blande dig i debatten på TV 2 Politiks Facebooks-side.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter