Hans Engell om Uffe Elbæks nye parti: Han er virkelig alternativ

Det nye parti Alternativet har én chance i dansk politik. Og det er for alvor at være et alternativ, siger politisk kommentator Hans Engell i anledning af, at det nye parti i dag har meddelt, at man nu har samlet tilstrækkeligt med vælgererklæringer til at stille op til næste folketingsvalg.

- Chancen ligger i, at partiets leder Uffe Elbæk ikke er en politiker som alle de andre, vurderede Hans Engell, da han mandag aften var i studiet sammen med netop Uffe Elbæk.

- Tag for eksempel Alternativets demokratipakke: Hvis der er et forslag, som vi som vælgere synes er interessant, så skal vi kunne bruge vores nemID-kode, og hvis der er 50.000, der stemmer ind på den, så er Folketinget forpligtet til at behandle det forslag. Altså, man kan sige: ”Har det nogen gang på jorden?” Næppe. Men det er en anden måde at tænke politik på.

- Da jeg læste det, tænkte jeg: ”Der er da for en gang skyld nogen, der har leveret varen. De kalder sig et alternativ – og det ER alternativt”, siger Hans Engell.

Uffe Elbæk og partikammeraterne i Alternativet siger selv, at der er genklang i befolkningen for de nye måder at tænke politik på:

- Vi glæder os til at komme ud i en valgkamp og fortælle danskerne, hvad vi vil. Vi ønsker mindre stat og mere samfund. Vi synes vi har et vigtigt politisk projekt, som vi kan mærke vækker genklang, når vi er ude og snakke med danskere rundt omkring.

- Vi synes, at den ulighed vi oplever, den skal vi have gjort noget ved. Ikke bare den økonomiske ulighed. Det der er endnu mere slående, er at vi ser en kløft mellem vækstcentrene og så landområderne. Vi skal finde ud af, hvordan vi skal få det til at fungere igen. Hvis denne ulighed fortsætter med at stige, og klimaet fortsætter med at gå ud af kontrol, så får vi langt flere sociale og kulturelle konflikter. Det siger vi: ”Det må vi kunne gøre bedre”, siger Uffe Elbæk.

Hans Engell vurderer, at det nye parti er meget svært at placere på en venstre-højre akse. Men at det netop er partiets chance at holde sig uden for den slags diskussioner.

- Det er vigtigt, at Uffe og partiet ikke lader sig fange i den sædvanlige måde at lave politik på. Man skal holde fast i det man er, nemlig et alternativ.  Man skal udnytte den mulighed, der ligger i, at man kan fange en del af tidsånden, siger Hans Engell.

Alternativets hovedmand: Uffe Elbæk

Alternativets hovedkraft er den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk, der i dag er Alternativets enlige repræsentant på Christiansborg.

Den nu 60-årige Uffe Elbæk blev kendt i offentligheden som initiativtageren til den aarhusianske projektmager-uddannelse KaosPiloterne, hvor han var rektor fra 1991 til 2006.

Han indledte sin politiske karriere som Radikalt byrådsmedlem i Aarhus i 2001, og 10 år efter blev han valgt til Folketinget. Efter folketingsvalget i 2011 blev de Radikale regeringsparti og det nyvalgte folketingsmedlem blev udnævnt til kulturminister.

Han fik dog kun lidt mere end et år på ministerposten, før han blev ramt af et voldsomt politisk stormvejr på grund af habilitetsproblemer i forbindelse med nogle  middagsarrangementer, betalt af Kulturministeriet.

I december 2012 trak han sig derfor som kulturminister, og blev efterfulgt på posten af partifællen Marianne Jelved.

Året efter, i september 2013, meldte han sig ud af de Radikale og fortsatte i Folketinget som løsgænger. Et par måneder senere – i november – var han med til at stifte det nye parti Alternativet, som han nu repræsenterer.

Uffe Elbæk er uden diskussion det nye partis mest markante profil, men partiet har i efteråret 2014 valgt ti topkandidater, der skal repræsentere partiet i den kommende valgkamp. Ud over Uffe Elbæk er den eneste kandidat, der er politisk kendt i offentligheden, Ulla Sandbæk, der fra 1989 til 2004 repræsenterede først Folkebevægelsen mod EU og siden Junibevægelsen i Europa-parlamentet.