Danske politikere kritiserer: EU sender milliarder til Mugabe

1,7 milliarder kroner har EU afsat i støtte til Zimbabwe frem til 2020. Dermed får landet, der styres af den kontroversielle præsident Mugabe, støtte for første gang i 13 år. Det skriver Altinget.

Men det er kritisabelt, mener danske politikere fra flere partier.

- Det er et signal om, at man accepterer hans metoder. Vi har endnu til gode at se ham skabe resultater inden for menneskerettigheder og demokrati. Så længe vi ikke ser mere udvikling, så er det forkert at give ham direkte bistand, siger europaparlamentsmedlem Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU til Altinget.

- Jeg er dybt kritisk over for, at man giver direkte støtte til et styre, som Robert Mugabes. Det er grundlæggende et problem at støtte stater, der ikke overholder fundamentale menneskerettigheder, siger Mette Bock, udviklingsordfører for Liberal Alliance.

Også Venstre og Dansk Folkeparti kritiserer den europæiske beslutning om at sende penge til Mugabes styre.

Efter valget i Zimbabwe i 2013 valgte den danske regering at trække den udviklingsstøtte, som blev sendt direkte til landet. I stedet bliver midlerne fordelt til lokale og internationale organisationer i landet.