Aldrig mere ”14.2” i Danmark!

Hvad vi gennemlevede i weekenden, lader sig vanskeligt beskrive med ord. Blomsterne foran Krudttønden og Synagogen i Krystalgade beskriver det langt bedre. To meningsløse drab, begået af en ondskabsfuld terrorist. Sårede politibetjente. En by i chok. Mine tanker er i weekenden først og fremmest gået til de pårørende til den 55-årige Finn Nørgaard og den 37-åige Dan Uzan, som blev ofre for det værste terrorangreb på dansk jord.

Som så mange andre danskere fik jeg ikke sovet meget i weekenden, men måtte i løbet af natten mellem lørdag og søndag jævnligt tjekke medierne. 

Men jeg er imponeret over politiets indsats. I såvel beskyttelsen af den københavnske befolkning som jagten på gerningsmanden udviste politiet en enorm dygtighed og professionalisme. Samtidig varmer det at opleve danskernes store sammenhold i en situation som denne. Blomsterne foran synagogen og Krudttønden viser, at vi står sammen omkring fordømmelsen af terroren.

I går deltog jeg selv i mindehøjtideligheden foran Krudttønden for sammen med andre at mindes ofrene for den forfærdelige ugerning. Mellem 30.000 og 40.000 valgte at gøre det samme. Det var en meget bevægende oplevelse.

Der forestår nu en svær tid med at bearbejde tragedien og analysere årsagerne. Det bliver et gigantisk udredningsarbejde. Men arbejdet er nødvendigt, hvis vi skal have en chance for at forebygge det næste angreb. Hvor mange potentielle terrorister går rundt blandt os? Hvor mange hader det danske samfund og vore værdier så meget, at de er parate til at myrde?

Om gerningsmanden ved vi, at det formentligt drejer sig om den 22-årige kriminelle Omar El-Hussein. Han var allerede kendt af politiet for blandt andet et brutalt knivoverfald i et S-tog og var netop blevet løsladt fra fængslet. Intet tyder på, at han var sindssyg. Intet i hans opvækst peger på nogen speciel årsag til, at han skulle blive morder. Men hvordan kunne det lade sig gøre for ham at anskaffe et automatvåben. Hvor mange af disse våben findes der i bandemiljøerne?

På det konkrete plan skal vi sikre tilstrækkelige ressourcer til politiet. Det er absurd, at politiet mangler skudsikre veste og automatvåben. De mangler skal der omgående rettes op på. Vi skal have langt mere synligt politi, og så må andre områder som f.eks. den automatiske fartkontrol sættes lidt til side. Forebyggelsen af – og sikringen mod – terror må have topprioritet.

Vi er også nødt til at genindføre grænsekontrollen. Meget betegnende var sikringen af grænserne et af de første logiske skridt, der blev taget efter angrebet i København. Når det flyder med automatvåben i hovedstaden, skyldes det naturligvis, at det ikke er forbundet med den fjerneste risiko at smugle dem ind i landet.

På det overordnede plan må vi spørge os selv, hvad det er for et samfund, vi har fået, og hvordan vi ønsker, at fremtiden skal være. Terroristen Omar El-Hussein havde boet i Danmark hele sit liv og var født her i landet. Alligevel delte han ingen af vores værdier, men hadede det danske samfund. Hvor mange andre er som ham? Vi oplever nu konsekvenserne af den ukontrollerede indvandring og manglende integration.

Nu gælder det om at vise alle, at terrorisme ikke hører hjemme her, og at vi vil stå fast på værdier som demokrati og ytringsfrihed. Vi skal hævde vores ret til at holde møder, hvor vi vil – uden at skulle frygte et angreb fra onde kræfter. 

Men vi har ikke råd til at være blåøjede og naive. Vi er nødt til at tage hul på en række debatter om, hvad det er for et Danmark, vi ønsker. Vi er nødt til at diskutere grænsekontrol. Vi er nødt til at diskutere indvandring og integration. Vi er nødt til at diskutere værdier. Vi må stå sammen om, at et ”14.2” aldrig mere skal finde sted i Danmark.