Problemet med valgtests er at vælgerne er ligeglade med konkret politik

I dag kritiserer Ugebrevet A4 i en artikel den valgtest, som danske skoleelever brugte op til det netop overståede skolevalg.

Hvorvidt kritikken er berettiget, vil vi ikke forholde os til her, men det er en god anledning til at diskutere et mere grundlæggende problem med valgtests: de bygger på idéen om at vælgerne vejer konkrete politiske forslag tungt, når de beslutter sig for, hvem de vil stemme på. Meget forskning, dansk og internationalt, peger imidlertid i den stik modsatte retning. At konkret politik næsten ikke betyder noget for vælgerne, når de skal sætte deres kryds.

En valgtest opstiller en række politiske forslag, og beder så vælgeren om at angive, hvorvidt han eller hun er enig eller uenig med de enkelte forslag. Vælgerens svar bliver matchet med de enkelte kandidaters eller partiers holdninger til de samme politiske forslag, og testen foreslår, hvem man skal stemme på.

Den underliggende antagelse er, at vælgeren har et sæt af faste holdninger til, hvad der er et godt samfund, og hvordan man kan komme derhen. Vælgeren skal bare vælge en politiker eller et parti, der har tilsvarende holdninger.

Problemet er bare, at de færreste vælgere har faste holdninger til, hvad der er et godt samfund. Endnu færre har en klar idé om, hvordan man kommer derhen. Det er ikke mærkeligt. Politik er komplekst, og det er svært at vurdere kvaliteten af forskellige politiske forslag. Er det eksempelvis godt at have nulvækst i den offentlige sektor? For de fleste vælgere, inklusiv os selv, er det ikke et let spørgsmål at svare på.

Hvad gør man så, når man skal danne sig en holdning? Man bruger det, man i forskningen kalder kognitive smutveje: oversætter det svære spørgsmål til et lettere spørgsmål. Og en af de ofte brugte smutveje er: hvad synes det parti, jeg godt kan lide?

Når vælgeren skal svare på spørgsmålet om eksempelvis nulvækst, tænker vælgeren altså på, hvad det nu var Helle Thorning Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen eller en anden af deres yndlingspolitikere sagde om nulvækst, og adopterer deres holdning.

For langt de fleste bliver valgtests altså en selvopfyldende profeti. De afrapporterer ikke deres egne holdninger, men deres foretrukne partis holdninger.