Hvis DF har ridser i lakken - så er spørgsmålet stillet forkert

Har Thulesen Dahl mistet grebet? Er dansen gået af Sankt Gertrud? Mon meningsmålingerne holder? Spørgsmålene er mange blandt politiske modstandere og kommentatorer på Christiansborg. Er Dansk Folkeparti på vej ind i en selvforskyldt nedtur? Senest i dag onsdag giver Politiken en glimrende gennemgang af rækken af det, som bliver set som politiske selvmål. Noget, man ikke rigtigt har set før i det ellers så frembrusende parti i meningsmålingerne.

Eksemplerne er der. Pia Kjærsgaards tossen rundt i juridiske begreber som nødret efter terroren i Paris, hvor Kristian Thulesen Dahl efterfølgende måtte forklare, hvad forgængeren mente. Der var Martin Henriksen, der gik skilteamok over kundeplejen af syriske flygtninge i Føtex i Sønderborg. Og sidst, men ikke mindst, igen Pia Kjærsgaard, som blandede sig i privatlivets fred med kritik af justitsminister Mette Frederiksens jul på Christiania. Noget, som mange syntes, hun skulle have blandet sig uden om.

Massevis af ridser i lakken. Og nok at tale om – også for en partiledelse. Men mest bag Christiansborgs tykke mure. Hvis nogen tror, eksemplerne kommer til at svække Dansk Folkeparti i den kommende valgkamp, så har de ikke forstået, hvorfor hver femte vælger i meningsmålingerne nu sætter kryds ved partiet.

Ved godt, hvad hun mener

Det kan godt være, at Pia Kjærsgaard skyder over det juridiske mål med ord som nødret og nødlov. Men hendes vælgere ved godt, hvad hun mener. Det er ikke hos DF, man finder kritik af USA og Guantanamo. Tværtimod, når jurister og venstrefløj kritiserer forsvaret for behandlingen af irakiske krigsfanger, så betragter DF det nærmest som landsskadelig virksomhed. Altså kritikken – ikke soldaternes fremfærd. Og når Pia Kjærsgaard politisk signalerer, at retssikkerhed ikke gælder for terrorister, så er de enige med hende.

Ligeledes kan det sagtens være, at DF’s vælgere griner højest og længst, når sommerrevyerne landet over til foråret festligt, folkeligt og fornøjeligt tager gas på Martin Henriksen. Men hvor andre ser en skiltemanisk politiker, der skyder gråspurve med kanoner, så hører hans egne vælgere et andet politisk signal. Uden arabere intet skilt. Det griner de ikke af.

Og det tredje eksempel. Mette Frederiksen elsker DF’erne at hade. Men på en måde, hvor der ikke er langt til kærligheden. Hun er langt farligere for Kristian Thulesen Dahl end statsminister Helle Thorning-Schmidt. Nok gik Pia Kjærsgaard efter manges mening over stregen for privatlivets fred ved at problematisere justitsministerens juleaften på Christiania. Men kritikken har alligevel den fordel, at hver gang Pia Kjærsgaard skal slås i hovedet med argumenter, så indeholder sætningen også navnene Mette Frederiksen og Christiania. Den kombination giver ikke mange stemmer i krydsfeltet mellem socialdemokrater og folkepartister.

Når Dansk Folkeparti formidler forargelsen, er der plads til fejltagelser. Ja, nogen gange øger det endda gennemslagskraften, at ordet tager magten fra tanken. Noget andet er, når partiets folkevalgte selv er grundlaget for forargelsen.

Langt alvorligere

Når arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted selv skaber ridserne i lakken ved at flygte fra et parkeringsuheld, er det langt alvorligere for partiet end diverse overdrivelser i den offentlige debat. Foreløbig trækker de vejret lettet i partitoppen. Nok har Bøgsted vist mangel på omdømme og moral, men det er tilsyneladende lykkedes at inddæmme skaden til ham selv.

Uanset, hvem der har fundet på undskyldningen ”jeg havde en meget dårlig dag”, så ligner det et mesterstykke i spindoktori. Sagen ser allerede ud til at være slut, selv om Bøgsted nok må forberede sig på en personlig vælgernedtur i det nordjyske. Han skal dog nok blive valgt, også selv om Kristian Thulesen Dahl sikkert tænker sig om en ekstra gang, før han tager til det nordjyske i valgkampen for at gå på torvet med sin arbejdsmarkedsordfører.

Forargelse i bred forstand er noget af det, der nærer Dansk Folkepartis vælgertilslutning. Selv om partiet om noget lagde ansvarligt ryg til politikken i VK-regeringens tid og fortsat er bestanddel i vigtige forlig, så er der stadig lidt protestparti over det hele. Den tavse danskers talerør og alt det der, selv om Thulesen Dahl ikke har mulighed at styre debatten på de facebookprofiler, der mere eller mindre prøver at knytte sig til partiet.

Men forargelse er og bliver et tveægget sværd som politisk våben. Hvor det sidst var ”en stemme på Lars er at få Pia med”, så bliver det denne gang ”hvis du stemmer på Kristian, får du Lars”. Foreløbig håber Kristian Thulesen Dahl på, at hans blå statsministerkandidat, Venstres Lars Løkke Rasmussen, er kommet gennem debatten om tøj, bilagsrod og livsstil. Men han og den øvrige DF-top ved også, at de samme meningsmålinger, der giver dem historisk fremgang, også viser, at deres vælgere er blandt de meste forargede over Løkkes sager.

Og det er, når alt kommer til alt, nok en større risiko end tidens ridser i lakken.