Johanne Schmidt-Nielsen: Nu må ombudsmanden ind i Eritrea-sagen

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen glæder sig over, at Justitsministeriet tirsdag har givet Udlændingestyrelsen en løftet pegefinger for at sende to embedsmænd hjem, efter de havde kritiseret den omdiskuterede Eritrea-rapport.

Afgørelsen i sagen betyder nemlig, at Folketingets ombudsmand nu kan tage sagen videre - og det håber Johanne Schmidt-Nielsen, at han gør.

- Jeg tror, det er den eneste måde, vi kan komme til bunds i, hvad der egentlig er op og ned, siger hun til TV 2 News.

Hun understreger, at det er en meget alvorlig sag, fordi rapportens konklusion - og den efterfølgende håndtering af sagen - kunne lugte af "politisk bestillingsarbejde".

- Det er meget alvorligt, når danske embedsmænd kommer hjem med en rapport, der viser et helt andet resultat end alle andre.

- Det, der kan være mistanke om - og jeg siger ikke, det er sket - er, at der kan være tale om politisk bestillingsarbejde.